valg

Før valget: Økonomi er vigtigere end forholdet til Danmark

Forholdet til Danmark bliver overskygget af dårlig økonomi i den grønlandske valgkamp, mener ekspert

Under overfladen gemmer sig stadig en identitetsproblematik mellem et mere traditionelt fangersamfund og en yngre mere urban identitiet, mener samfundsforsker. Foto er fra valget i 2013 med kø foran Katuaq for at komme til at stemme
Offentliggjort

Der er nu under to uger til Inatsisartut-valget den 28. november.

Selv om det ikke er så længe siden sidste valg den 12. marts 2013, har dagsordenen ændre sig dramatisk. Det siger Grønland-kenderen Michael Böss, der er forfatter og lektor ved Aarhus Universitet.

Han hæfter sig især ved fraværet af ét bestemt emne.

– Spørgsmålet til rigsforholdet. Det er bemærkelsesværdigt. Det som altid har karakteriseret grønlandsk politik, har været, at det vigtigste spørgsmål er forholdet til rigsfællesskabet, siger han.

– Det spillede en stor rolle ved sidste valg. Det var i høj grad med til at splitte den grønlandske befolkning og også sikre Aleqa Hammond valg.

Forholdet til Danmark og rigsfællesskabet var ved valget i 2013 med til at tegne kontrasterne i det grønlandske samfund op.

– Ved valget i 2013 var det fiskerne og folk med forholdsvis lavt uddannelsesniveau ude i bygderne, som stemte Aleqa Hammond og Siumut ind. Den vælgergruppe står i kontrast til den mere urbane og mere veluddannede grønlandske middelklasse, mener Michael Böss.

Op til dette valg har en skandale og to dystre økonomiske rapporter ifølge Michael Böss sat scenen for et helt andet valg for vælgerne i Grønland.

– Hvad skal man gøre: Skal man fortsætte med at udbygge infrastrukturen eller skal man få løst nogle af de sundheds- og socialproblemer, som samfundet også slås med.

Men under overfladen gemmer sig stadig en identitetsproblematik mellem et mere traditionelt fangersamfund og en yngre mere urban identitiet.

– Der gik skellet også i 2013, hvor man havde den ubehagelige diskussion om, hvad er grønlandskhed. Der er en identitetskrise. Byboerne ser nok Grønland på en anden måde. De er for længst distanceret fra fanger-kulturen og bygdelivet, mener Michael Böss.

Powered by Labrador CMS