For 50 mio. år siden var der palmer på Nordpolen
Under en kort periode for omkring 50 millioner år siden voksede der palmer i det arktiske område.

Det viser en undersøgelse, der er foretaget af hollandske og tyske forskere. Dengang var vegetationen i Arktis »meget lig den, der er nu i Florida«, siger Appy Sluijs fra Utrecht-universitetet i Holland, som har stået i spidsen for undersøgelsen, der offentliggøres i tidsskriftet Nature Geoscience.
Forskerne har på en kløft i havet omkring 500 kilometer fra Nordpolen fundet pollen fra palmer.
»Tilstedeværelsen af pollen fra palmer antyder, at den koldeste måneds middeltemperaturer i Arktis ikke har været lavere end otte grader«, siger forskerne til Ritzau.
Det strider imod computerberegninger, der også bruges til at lave prognoser om temperaturer i fremtiden, og som har beregnet, at i den særlige korte og varme periode, der var engang, var vintertemperaturerne i Arktis under frysepunktet.