Folketingsudvalg rejser til Nordgrønland: Skal besøge bygdeskole og militærbase
Folketingets Grønlandsudvalg besøger i denne uge bygden Siorapaluk, byen Qaanaaq og militærbasen Pituffik.
Medlemmer af Folketingets Grønlandsudvalg er onsdag rejst mod Pituffik Space Base. Politikerne skal i de kommende dage på en lille rundtur i det nordligste Grønland.
Udvalget har det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam (S) som formand, og Aaja Chemnitz (IA) som næstformand. Begge deltager ifølge planen på rejsen.
Programmet begynder på selve basen, hvor politikerne onsdag vil få en rundvisning. Onsdag aften skal de indkvarteres på en båd, der sejler dem mod Siorapaluk, hvor de skal ankomme torsdag morgen.
Skal besøge ungdomsklub og politistation
I bygden skal politikerne besøge bygdeskolen og bygdekontoret samt holde møde med kommunefogeden. Det er den danske stat, der driver retsvæsen og politi - herunder kommunefogederne, dermed er det altså folketingspolitikernes ansvar.
Om eftermiddagen torsdag vil der være borgermøde i bygden, inden politikerne drager videre til Qaanaaq.
Her skal de blandt andet besøge byens ungdomsklub samt politistationen, og også her vil der blive afholdt borgermøde. Det sker fredag aften. Lørdag går turen til Ilulissat og besøg på Isfjordscentret, inden udvalgsmedlemmerne rejser retur til Danmark søndag.
Forskere har sendt notat om problemer
Forud for udvalgets rejse har to forskere; Kåre Hendriksen, lektor ved DTU og Birgitte Hoffmann, lektor ved AAU, sendt et notat til udvalgsmedlemmerne om problemer med blandt andet levevilkår og klimaforandringernes påvirkninger i Qaanaaq og bygderne.
Forskerne skriver blandt andet, at der boligmangel i Qaanaaq med sociale konsekvense til følge samt at selve byen ligger på en moræneskråning med permafrost, mens stort set alt andet bosætning og infrastruktur i Grønland er funderet på fjeld.
Beliggenheden har betydet, at der gennem flere år er forekommet betydelige sætningsskader på boliger og infrastruktur, men det kan forventes at øges med store økonomiske konsekvenser og potentiel risiko for personskader, skriver forskerne blandt andet til politikerne.