Folketingsmedlemmer: Godt regeringen tager ansvar
Folketingsmedlemmerne Aki-Matilda Høegh-Dam (S) og Aaja Chemnitz Larsen er glade for, at de nulevende eksperimentbørn nu får erstatning fra den danske stat.

Den danske stat har indgået forlig med de seks grønlandske eksperimentbørn, så de seks personer hver får udbetalt en kompensation på 250.000 kroner.
De grønlandske folketingsmedlemmer Aki-Matilda Høegh-Dam (S) og Aaja Chemnitz Larsen (IA) er glade for nyheden.
- Jeg er glad for at de nulevende ’eksperimentsbørn’ får en kompensation. Jeg håber, at kompensationen falder i god jord og at ønsket om at gense vores Grønland nu kan gå i opfyldelse, og hvor vi i Grønland vil byde dem hjertelig velkommen, siger Aki-Matilda Høegh-Dam, i en pressemeddelelse.
Anerkendelse
Aaja Chemnitz Larsen er således glads for, at eksperimentbørnene har fået medhold i deres stævning, og at de nu kan få den anerkendelse som de i så mange år har kæmpet for.
- Det er en sag der har optaget mig både politisk og personligt, så det letter mit hjerte meget. Da statsministeren først meldte ud at de afviste at betale erstatning, var jeg selvsagt skuffet på eksperimentbørnenes vegne, og bekymret for at de så skulle ind i en opslidende retssag, fremhæver hun.
I december 2020 fik eksperimentbørnene en undskyldning af statsminister Mette Frederiksen, og senere i maj 2021 blev deres begæring om erstatning afvist. Sagen blev taget videre og nu er sagen afgjort med et forlig hvor eksperimentbørnene får erstatning.
Moralsk ansvar
- Jeg regnede dog med at man indgik forlig hurtigt, og det glæder mig at ventetiden viste sig alligevel ikke at være så lang, og håber at der kan komme ro omkring dem nu, siger IA-politikeren, og fortsætter:
- Som jeg tidligere har udtalt, så er undskyldningen et udtryk for at regeringen tager et moralsk ansvar, mens tildelingen af en erstatningen viser at regeringen også tager det juridiske ansvar. Det glæder mig at regeringen nu påtager sig begge, ligesom de gjorde med Godhavnsdrengene.