se billeder
Folketingsmedlemmer fik kulturtravlt
Uran og sælskind var emnerne, da de to grønlandske folketingsmedlemmer inviterede indenfor på Christiansborg på kulturnatten i København
Der var kø helt ud til slotspladsen fra besøgsindgangen ved Christiansborg Slot fredag aften, da Folketinget bød inden for til kulturnatten. Folketinget regnede med 12.000 besøgende under kulturnatten, og rigtig mange af dem besøgte de grønlandske værelser, som var både i Tingstedet ved Vandrehallen og i Grønlandsværelset ved Folketingssalen.
IA Folketingemi med Johan Lund Olsen i front arrangerede uranaften, hvor partiet blandt andet havde allieret sig med WWF Verdensnaturfonden og sang af Malu Rohmann. Der var fokus på urans skadelige virkninger på miljøet og dyrelivet.
- Vi har hele tiden nogen at tale med. Hele aften har folk spurgt om råstofudvinding i Grønland, og smukke Malu Rohmann forkæler os alle med sin smukke stemme, sagde travle Johan Lund Olsen til Sermitsiaq.AG.
Siumut og sælskind
I Grønlandsværelset havde Siumuts Doris Jakobsen ligeså travlt som sin kollega. Folketingsmedlemmet, som bar en hjemmesyet sælskindsvest i aftenens anledning, oplyste folk om grønlandsk sælskind. Great Greenland var til stede med deres kollektioner af tasker og sko.
- Folk er overrasket over sælskindsprodukterne, de er overrasket over sko af sælskind og vil som regel vide mere om produkternes priser, fortalte Doris Jakobsen til Sermitsiaq.AG.
Greenland Possible
Dansk Arkitektur Center havde også valgt Grønland som emne i kulturaften. De åbnede dent sidste stop af udstillingen 'Greenland Possible' på kulturaften. Borgmester Asii Chemnitz Narup åbnede udstillingen, og kurator Minik Rosing viste rundt i udstillingen, som indtil januar kan ses i Dansk Arkitektur Centers bygning ved Strandgade på Christianshavn.