Folketingsmedlem: Tvangssager i Danmark bør undersøges nærmere
Det er godt, at socialministeriet i Danmark arbejder på at lave statistik over, hvor mange børn af grønlandske forældre, der bliver tvangsfjernede, men problemet bør undersøges nærmere, mener folketingsmedlem.
Kulturelle forskelle og misforståelser på grund af sprogbarrierer kan være medvirkende til, at børn af grønlandske forældre i Danmark bliver tvangsfjernede.
Det vurderer den frivillige forening Mentor Immanuel, der hjælper grønlændere i Danmark i kontakten med de sociale myndigheder. Foreningen havde foretræde for Grønlandsudvalget tidligere på sommeren, hvor foreningen ønskede, at der blev lavet en undersøgelse af problemet.
Foreningens møde med udvalget affødte en række spørgsmål fra udvalget til socialministeren.
I et svar til folketingets Grønlandsudvalg oplyser socialminister Astrid Krag (Soc.), at der for øjeblikket ikke er offentligt tilgængeligt statistik, der viser, hvor mange børn af grønlandske forældre, der anbringes uden for hjemmet i Danmark.
Mangler adgang til data
Ministeren oplyser dog, at det er muligt at lave en statistik for anbringelser af grønlandske børn i årene 1980 til 2019:
- Social- og Indenrigsministeriet har adgang til data om anbringelser og tvangsfjernelse, men har ikke på nuværende tidspunkt adgang til data, der indebærer oplysninger om, hvorvidt personer er født i Grønland.
- Der arbejdes på at få adgang til disse oplysninger fra Danmarks Statistik, skriver Astrid Krag til udvalget.
Det glæder formanden for Grønlandsudvalget, Aki-Matilda Høegh-Dam (S), at der nu ser ud til at komme en statistik på området, men hun vil fortsat arbejde for en nærmere undersgelse af problemets omfang:
- Jeg mener, det er positivt, at man er åben overfor en statistisk undersøgelse. Jeg vil dog gerne have at det bliver mere dybdegående. Det er vigtigt, fordi det er en kompleks problemstilling, siger Aki-Matilda Høegh-Dam til Sermitsiaq.AG.
Fire gange så mange anbragt uden for hjemmet
Ifølge udvalgsformanden er der flere spørgsmål på vej til socialministeren i sagen, og hun forventer, at socialministeren er lydhør i forhold til at få kastet mere lys over problemstillingen:
- Hvis der kan være kulturelle problemer eller problemer i forhold til sproget, der gør, at børn bliver tvangsfjernet, så skal jeg have kigget nærmere på det, siger Aki-Matilda Høegh-Dam
En undersøgelse fra 2015 af det daværende Nationale Forskningscenter for Velfærd viste, at der blandt grønlændere i Danmark blev anbragt fire gange så mange børn, som hos etniske danskere.
Det skulle dog ses i lyset af, at der i Grønland er anbragt seks gange så mange børn uden for hjemmet som i Danmark.