mere synlighed

Folketinget skærper fokus på Arktis

Folketinget har onsdag nedsat en arktisk arbejdsgruppe

Sara Olsvig ses her på talerstolen i Folketinget under afslutningsdebatten tirsdag
Offentliggjort

Sara Olsvig, folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit, som gennem en længere periode har arbejdet for, at Folketinget skal have et mere koordineret fokus på Arktis, sidder nu i spidsen for en arbejdsgruppe med fokus på Arktis, indtil hendes tid i Folketinget slutter til september.

Gruppen blev onsdag nedsat på Christiansborg.

- De seneste års øgede fokus på Arktis kræver, at Folketinget gør sit Arktis-arbejde meget mere synligt og koordineret. Det har været et mål for mig, at der skulle nedsættes en form for Arktis-delegation i Folketinget. Det er nu en realitet, og det er jeg virkelig glad for, skriver Sara Olsvig, partiformand og medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit, i en pressemeddelelse.

Arbejdsgruppen har som formål at følge arbejdet i den arktiske parlamentarikerkomite, hvor Folketinget har en fast plads. Arbejdsgruppen vil også arbejde for at få mere jævnlig kontakt til Inatsisartut og Lagtinget om arktiske emner.

Læs: Sara: Lappeløsninger på lappeløsninger

Emner og medlemmer
- Det er en vigtig og rigtig beslutning, Folketinget har truffet ved at danne denne arbejdsgruppe. Med så vigtige opgaver som udviklingen af bæredygtige samfund, det internationale samarbejde om blandt andet geopolitik, fødevaresikkerhed, ressourceudvikling, sikkerhedspolitik og klimaforandringer i Arktis ligger der et stort arbejde forude. Jeg vil blandt andet bidrage til, at der også her er fokus på mennesket i Arktis, forklarer Sara Olsvig.

Gruppen vil høre under Nordisk Råd i Folketinget og består i udgangspunktet af otte medlemmer. Medlemmerne af arbejdsgruppen ved nedsættelsen blev Sara Olsvig (Inuit Ataqatigiit,), Doris Jakobsen (Siumut), Sjúrður Skaale (JF), Steen Gade (SF), Finn Sørensen (Enhedslisten), Per Stig Møller (Konservative), Mikkel Dencker (Dansk Folkeparti) og Villum Christensen (Liberal Alliance).

Læs: Olsvig fortsætter i Folketinget indtil september

På arbejdsgruppens stiftende møde var der på dagsordenen blandt andet forslag til gruppens arbejde og aktiviteter og sammensætning af delegations deltagelse i den arktiske parlamentarikerkomites kongres i Whitehorse i Canada til september.

I en kronik i Politiken i februar skrev Sara Olsvig blandt andet, at der er brug for, at Folketinget med fornyet kraft retter et koordineret fokus på Arktis.

Læs kronikken i her

Powered by Labrador CMS