Folketinget sikrer sig mod spionage
Et lokale sikret mod aflytning er snart på plads på Christiansborg. Indtil da må politikere droppe mobiltelefoner ved møder, hvis de vil være på den sikre side.
Uvedkommende kan potentielt sidde og lytte med, hvis politikerne herhjemme tager eksempelvis deres telefon eller computer med til møder på Christiansborg.
Der er blandt andet stor risiko for aflytning og spionage ved møder i Det Udenrigspolitiske Nævn, som rådgiver regeringen i udenrigspolitiske spørgsmål.
Derfor er der ved at blive indrettet et særligt lokale, som sikrer, at udefrakommende ikke kan lytte med ved møderne.
Lokalet er meget snart klar til brug, fortæller Henrik Dam Kristensen (S), formand for Folketinget.
- Det er desværre blevet nødvendigt. For når det gælder cyberkriminalitet, så skal man ikke være naiv.
- Aflytning er en industri, der bliver større og større, og derfor er vi nødt til at beskytte de informationer, vi får som folketingsmedlemmer, siger han.
Lokalet er ikke kun forbeholdt Det Udenrigspolitiske Nævn. Det kan også blive taget i brug, når eksempelvis ministre skal orientere folketingsudvalg om emner af følsom karakter
- Man skal være sikker på, at der ikke bliver aflyttet. Så vi har fået skabt et rum, hvor det kan lade sig gøre. Og jeg kan godt forestille mig, at der bliver mere og mere brug for rummet, desværre, siger Henrik Dam Kristensen.
Mobiltelefoner og andet elektronisk udstyr har siden efter sommerferien været bandlyst, når medlemmer i Det Udenrigspolitiske Nævn mødes på Christiansborg.
Forbuddet hænger direkte sammen med frygten for spionage og aflytning.
Indtil videre er praksissen, at medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn afleverer deres elektriske udstyr, før de går ind til møderne.
- Det er en ny praksis, vi har indført, simpelthen fordi vores sikkerhedsfolk vurderer, at risikoen for aflytning er for stor.
- De ting, vi diskuterer i Udenrigspolitisk Nævn, handler om Danmarks sikkerhed og vores udenrigspolitiske profil og strategi. Og der er ikke andre, der skal lytte med, siger De Radikales Martin Lidegaard, som er formand for nævnet.
Søren Espersen (DF), tidligere formand og nuværende medlem i Det Udenrigspolitiske Nævn, mener, at det er en trist udvikling.
Og sommetider kan det være svært at undvære mobiltelefoner og computere under de timelange møder.
- Men sådan er det. Jeg vil hellere have, at der er lidt besvær, end at en eller anden fjende kan lytte med på, hvad der foregår, siger Søren Espersen.
Ifølge Martin Lidegaard besværliggør sikkerhedsforanstaltningen ikke arbejdet, snarere tværtimod.
- Det er lidt ligesom i en skoleklasse. Der er lidt mere koncentration, når folk ikke kan sidde og kigge ned i deres tablet eller mobil.
- Men selvfølgelig er det på en trist baggrund, at vi er kommet dertil, hvor vi er nødt til at sikre os på den måde, siger han.
Det er ikke kun på Christiansborg, der er brug for påpasselighed, hvad angår elektronik ved møder.
Særligt virksomheder inden for for medicinal- og forsvarsindustrien bør tage deres forholdsregler, vurderer Christian Hannibal, digitaliseringspolitisk chef i Dansk Industri.
- Der er meget store gevinster at hente, hvis man får adgang til noget følsomt i den slags virksomheder, siger han.
/ritzau/