Folketinget debatterer storskalaprojekter

Statsministeren har forståelse for den positive betydning, som store erhvervsprojekter kan få i Grønland

Statsminister Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne, under åbningsdebatten torsdag aften i Folketinget. Foto: Arktis Media
Offentliggjort

Statsminister Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne, udtrykker fuld forståelse for den positive betydning, som store erhvervsprojekter kan få i Grønland.

Det skete under åbningsdebatten torsdag aften i Folketingssalen.

Storskalaprojekterne og udenlandsk arbejdskraft i Grønland blev debatteret livligt i salen. Statsministeren er glad for denne bevågenhed, men bad om respekt og tålmodighed for grønlandsk stillingtagen.

- Så har vi selvfølgelig haft en stor debat om udenlandsk arbejdskraft i Grønland og storskalaprojekter. Jeg vil starte med at sige, at jeg fuldstændig forstår den positive betydning, som store erhvervsprojekter kan få i Grønland, sagde Helle Thorning-Schmidt, som noterede Folketingets store interesse for storskalaprojekterne i Grønland.

Læs også "Olsvig: Uvidende danskere"

Læs Sara Olsvig og Doris Jakobsens taler her

- Der er mange her i Folketinget, der interesserer sig for disse storskalaprojekter. Og det jo godt nok, sagde statsministeren.

- Det er jo sådan, at landstyret (Naalakkersuisut, red.) netop har fremsat et forslag til lovgivning af storskalaprojekter, og det er en lovgivning, som skal regulere rammerne for udenlandsk arbejdskraft til disse projekter, orienterede Helle Thorning-Schmidt.

- Der er mange, der har haft holdninger til det. Men jeg skal minde om i respekt for selvstyret, så har de (politikere i Grønland, red.) nu mulighed for at afklare, hvad de mener om hele dette spørgsmål. Og derfor vil regeringen naturligvis afvente den endelige politiske stillingtagen i Grønland. Sådan må det være.

Talte om fordomme
Rigsfællesskabet har en stor betydning og det er vigtigt at tale sammen om forholdet og hvordan vi opfatter hinanden, sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt i sit svar til folketingsmedlem Sara Olsvig, IA.

Olsvig påpegede i går den store uvidenhed i Danmark om Grønland og grønlændere i sin bemærkning til statsministerens åbningstale.

- Sara Olsvig startede et andet sted, end man plejer, fordi hun startede med at snakke om de fordomme, der er kan være hos danskere og grønlændere imellem, sagde Helle Thorning-Schmidt fra Folketingets talerstol.

- Det lyttede jeg meget til, for jeg tror, det er vigtigt at tale om, hvordan vi taler om hinanden i vores rigsfællesskab. Det var et godt bidrag i debatten, fastslog Helle Thorning Schmidt.

Powered by Labrador CMS