fordomme
Fodboldtræner beklager fordomsfuld udtalelse
Træneren for FC Helsingør beklager nu udtalelsen om at være 'grønlænderstive'.
Opdateret kl 9.08 med kommentar fra Johan Lund Olsen
Da det søndag stod klart, at FC Helsingør overraskende rykker op i Superligaen, kom holdets træner, Christian Lønstrup med en udtalelse, der siden har skabt massiv kritik.
- Jeg tror, at drengene skal være grønlænderstive i nat, sagde han til BT.
Nu undskylder Christian Lønstrup den udtalelse.
- Jeg beklager dybt. Det var en dum og forkert talemåde, og først bagefter er jeg blevet klar over, at den kan støde og virke nedladende på mange, siger han ifølge en pressemeddelelse fra klubben.
- Det har aldrig været min hensigt at stigmatisere eller genere nogen. Det er helt i strid med mine værdier og FC Helsingørs værdier.
- Vi står for åbenhed, fællesskab og inklusion, og det er vi stolte af, siger Lønstrup.
Ifølge TV2 Lorry har den udtalelse fået en borger i Helsingør til at anmelde træneren til Nordsjællands Politi for overtrædelse af racismeparagraffen i forbindelse.
Også den tidligere IA-politiker Johan Lund Olsen har bebudet, at han vil politianmelde udtalelsen, men siger, at han endnu ikke har gjort det, da andre i mellemtiden har taget samme skridt.
Johan Lund Olsen glæder sig over trænerens undskyldning.
- Det er godt, og det er godt, at de danske medier skriver om hans undskyldning, siger han til Sermitsiaq.AG.
- Så må vi bare håbe, at det ikke gentager sig.