FN frygter for hedebølges effekt på Grønlands indlandsis

Grønlands indlandsis meldes i fare for at svinde ind til et niveau under den hidtidige bundrekord fra 2012.

Indlandsisen
I 2012 smeltede Grønlands indlandsis til laveste niveau nogensinde. Det kan blive overgået under den igangværende hedebølge i Europa
Offentliggjort

Flere dele af Europa oplever i disse dage tårnhøje temperaturer.

Det har blandt andet ført til varmerekorder i Belgien, Frankrig og Tyskland. Og nu vender Verdens Meteorologiske Organisation blikket nordpå, hvor Grønlands indlandsis frygtes at smelte voldsomt på grund af hedebølgen.

Ifølge Verdens Meteorologiske Organisation (WMO), der hører under FN, kan indlandsisen risikere at svinde rekordmeget ind. Det kan således ende på et niveau, der ligger under den hidtidige bundrekord fra 2012.

Claire Nullis, der er talsmand i WMO, oplyser, at det er varm luft fra det nordlige Afrika, der har ført til de mange varmerekorder.

Ifølge hende er det "fuldstændig utroligt", at der flere steder er slået rekorder med op til to, tre og fire grader celsius.

- Ifølge prognoser - og det her skaber stor bekymring - så vil heden nu blive transporteret mod Grønland, siger Claire Nullis.

- Det kommer til at resultere i høje temperaturer og dermed øget smeltning af Grønlands indlandsis. Vi ved endnu ikke, om det når ned under niveauet i 2012, men det er tæt på, lyder det fra WMO-talsmanden.

Grønlands indlandsis udgør en vigtig del af det globale klimasystem. Når isen smelter, fører det blandt andet til stigende vandstand.

- Alene i juli er 160 milliarder ton overfladeis smeltet. Det svarer til 64 millioner fyldte pools af olympisk størrelse, siger Claire Nullis.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS