Flygtede til Danmark fra voldelige mand

Maliina endte som hjemløs efter hun flygtede fra en voldelig mand. I dag har hun kæmpet sig tilbage til livet.

Morgencaféen byder på et måltid mad og omsorg. Mødet med stedet blev et vendepunkt for Maliina.
Offentliggjort

Maliina kom til Danmark i 2017.

- 24. april, den dato husker jeg tydeligt, siger hun.

Når datoen står prentet så tydeligt i den unge kvindes erindring, så skyldes det, at hun flygtede fra den mand, som hun et års tid tidligere var blevet separeret fra. Han havde udøvet både fysisk og psykisk vold mod hende. Frygten for ham sad dybt.

- Jeg kunne ikke holde ud at bo i samme by som ham. Så selvom jeg var klar over, at jeg måtte ofre alt inklusive min familie, så måtte jeg bare tage dette store skridt.

Så langt væk som muligt

Hun havde planlagt flytningen i et år. Men selv efter separationen fortsatte manden sin terror.

- Han blev ved med at sige, at jeg ikke kunne klare at flytte. Han nedgjorde og truede mig. Men jeg var fast besluttet at gennemføre det.

Når valget faldt på København, så skyldtes det, at hun tidligere har boet i byen. Men det var ikke den eneste grund.

- Jeg ville ikke flytte til Nuuk eller end anden by i Grønland. Jeg ville så langt væk fra min eks-mand som muligt, et sted, hvor han ikke lige kan komme hen til mig.

Hjemløs

Men tiden i København blev alt andet end en dans på roser. Hendes ting blev parkeret hos en veninde et sted på Sjælland, men hun følte sig ikke så velkommen der. Så i stedet endte hun som hjemløs i København. Hun overnattede hos bekendte rundt omkring i byen.

- Nogle gange var det først i sidste øjeblik, at jeg fandt et sted. Det var mega grænseoverskridende, for jeg havde jo aldrig levet som hjemløs før.

Nedbrudt selvværd

Som så mange andre voldsramte kvinder, har også Maliina oplevet, hvordan hendes mand systematisk har nedbrudt hendes selvværd og selvtillid. Nu skulle hun så ovenikøbet se i øjnene, at hun var blevet hjemløs.

- Jeg ramte virkelig bunden. Al mit selvværd og min selvtillid var væk.

Når først man har nået dette punkt, så starter for mange en hurtig og barsk deroute. Men Maliina er blandt heldige. Allerede efter to måneder fik hun en nødvendig hjælpende hånd.

En veninde gjorde hende opmærksom på Morgencaféen i Københavns Nordvestkvarter, hvor hun kunne få et måltid mad og menneskelig omsorg.

Vendepunktet

Men frem for alt var det også her hun mødte projekt 'Et Godt Liv', der hjælper udsatte grønlandske kvinder med at finde deres vej i Danmark. Det blev et vendepunkt.

- Det projekt har virkelig skubbet mig til at gå den rette vej, siger hun.

Hos 'Et Godt Liv' har man over en periode på tre år hjulpet omkring 30 kvinder, og her kender man kun alt for godt historier som Maliinas.

- Mange har oplevet voldelige partnere eller seksuelle overgreb som børn. Det kan også være en, der har mistet sit job på grund af en depression eller andre ting. Det er traumatiske oplevelser og svigt, der gør, at de har svært ved at tackle livet uden at få støtte, siger Løkke Munk Kierkegaard, der sammen med hendes kollega Susanne Gram-Hanssen står bag projektet.

Hjælp til at finde egen vej

Grundlæggende går projektet ud på at hjælpe kvinderne med at finde vej igennem det fremmedartede danske system. Men frem for alt, at støtte kvinderne i at finde frem til, hvad de ønsker samt hvordan de kan opnå det.

- Deltagelsen i projektet har virkelig boosted mit selvværd og min selvtillid. Lige fra første gang, jeg kom der følte jeg mig tryg. Jeg blev accepteret, og der blev lyttet til mig, fortæller Maliina.

- Det betød, at jeg også kunne tale om problemerne med min eks-mand.

Hun fik hjælp til at finde et sted at bo. I første omgang kortvarigt på kollegie for hjemløse og efterfølgende på Miteq, et midlertidigt bosted for grønlandske kvinder på Kofoed Skole. Sideløbende fik hun arbejde som freelance tolk, først lidt færre timer og siden stadig flere.

Ny nedtur

Men Maliina skulle opleve modgang én gang mere inden hun i dag kan føler hun har fået ro. Hun kom uoverens med to af de andre beboere på Miteq, og lige før jul sidste år blev bedt om at finde et andet sted at bo.

- Der følte jeg mig rigtig ramt, ikke mindst fordi det var lige før jul. Det var som om al det selvværd, jeg havde opbygget, forsvandt igen. Jeg følte mig nærmest hjemløs igen.

Endelig tryghed

Men alligevel var der åbenbart blevet opbygget en modstandskraft. Med lidt støtte lykkedes det hende 1. februar at finde en lejlighed, og denne gang er den ikke tilknyttet et projekt, men er helt hendes egen.

- Det er en stor lettelse. Nu har jeg endelig fået min base. Jeg har fundet den tryghed, som jeg har stræbt efter lige siden jeg kom til København.

Når hun har fundet lidt ro, vil Maliina finde ud af om det næste mål skal være et fast job eller snarere en uddannelse.

Projekt kan 'Et Godt Liv' har været i to finansieret af Socialministeriet, men nu er midlerne løbet ud. Side jul kan men her ikke hjælpe flere grønlandske kvinder.

Maliina er et opdigtet navn, da den unge kvinde på grund af sin eks-mand ønsker at være anonym. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.

Powered by Labrador CMS