Fly med 116 personer om bord er forsvundet
Et fly fra det fjernøstlige land Myanmar er forsvundet. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Et fly fra Myanmar med 116 om bord er sporløst forsvundet. Det skriver AFP.
Nyhedsbureauet citerer militæret og lufthavnskilder.
Ud af de 116 personer på flyet er 105 passagerer, mens de resterende 11 er personale. Ifølge AFP er passagererne familie til militærfolk, der er stationeret i kystregionen.
- Kommunikationen med flyet ophørte pludseligt omkring klokken 13.35 lokal tid, da det var nået omkring 32 kilometer vest for Dawei, skriver landets hærchef i en meddelelse citeret af AFP.
Dawei ligger i den sydlige del af landet, hvor Myanmar har en lang tange langs grænsen til Thailand. Flyet forsvandt over havet.
Et eftersøgningshold er blevet sendt til området. Både skibe og fly har kurs mod stedet for at finde flyet og de savnede.
Myanmar er tidligere kendt som Burma. Landet ligger mellem Bangladesh og Thailand.