Fly fra Nuuk måtte opgive at lette - var for tung
En rapport fra Havarikommissionen har skullet klarlægge, hvorfor et Air Greenland-fly i maj ikke kunne lette.
En Air Greenland-flyvning fra Nuuk til Kangerlussuaq måtte i maj opgive at lette.
Og i en rapport udgivet af Havarikommissionen konkluderes det, at flyet var for tungt. Det skriver Ingeniøren.
Flyet accelererede, som det skulle op til take offhastighed på knap 150 kilometer i timen. Men det kunne ikke lette. Det endte med at standse 50 meter fra banekanten.
Air Greenland fløj ved afgangen med en del fragt. Kabinen var derfor omdannet til kun at have syv rækker forrest, hvor de 28 passagerer fik lov til at sætte sig, hvor de ville.
Dette indgik helt rutinemæssigt i udregningen af startvægt og vægtdistribution, sammen med fragt, brændstof og flyets tørvægt, som piloterne lavede før start.
Havarikommissionen spurgte de 28 passagerer om deres egen vægt, deres håndbagages anslåede masse, samt hvor de sad i flyet.
Med udgangspunkt i standardvægtenheder antages mænd inklusive håndbagage at veje 88 kilo, kvinder 70 kilo og børn 35 kilo.
Her vejede de og piloterne teoretisk set lidt over 2600 kilo, som computeren havde distribueret jævnt i flyet.
Men de faktiske tal viste ifølge Ingeniøren, at den samlede vægt lå mere end 300 kilo over. Piloterne var blandt dem som lå over "standard", og de tungere af passagererne havde tilfældigvis valgt sæder længere fremme i flyet.
Dermed havde flyets tyngdepunkt rykket sig cirka seks centimeter længere frem end i piloternes udregning. Flyet var simpelthen for tungt i næsen til at lette, skriver Ingeniøren.
- Hvis det viser sig, at passagererne om bord er tungere end standardmasse, og de sidder uheldigt i flyet, så har det indflydelse på flyets vægt og balance. Det er det, vi har afdækket, siger Anders Kristensen, havariundersøger.
Den usædvanlige situation får Havarikommissionen til at pege på, at en rapport til luftfartsmyndigheden EASA fra 2008 allerede da fastslog, at der var grund til at ændre på passagerers standardvægtmål opad, fordi graden af overvægt er stigende. Men arbejdet er siden blevet syltet.
/ritzau/