ulve

Flertal for at skyde ulve i Danmark

Nyheden om otte ulveunger i Midt- og Vestjylland har skabt debat. Er politisk flertal er parat til at regulere ulvene

Offentliggjort

I denne uge kom det frem, at det ulvepar, som tidligere er blevet fanget på vildtkameraer i Midt- og Vestjylland, har fået otte unger. Det har siden delt vandene, og ulven er og bliver et dyr, der skaber debat.

En fåreavler ved Holstebro ville have lov til at skyde ulven, hvis den kom for tæt på hans får. En anden jæger frygtede for sine børns sikkerhed, og andre mente, at det hele var en storm i et glas vand.

TV MIDTVEST har derfor spurgt alle Folketingets partier, hvad de mener der skal ske med ulven. Skal det være tilladt at regulere den, eller skal det fortsat være forbudt at skyde den?

Efter svar fra otte ud af ni adspurgte partier tegner der sig et billede af, at et politisk flertal er klar til at finde en måde at regulere ulven i Danmark på.

- Jeg vil have dem reguleret. Jeg mener ikke, vi har plads til ulvene. Vi kan ikke have ulve, uden at de på et eller andet tidspunkt kommer i kontakt med mennesker. Vi bliver nødt til at se på den handlingsplan. Et ulvepar med otte hvalpe vidner om, at vi på et eller andet tidspunkt får et problem. Det handler om rettidig omhu, siger miljøordfører Pia Adelsteen (DF) til TV MIDTVEST.

Også Venstre, De Konservative, Liberal Alliance og Socialdemokratiet bakker op, og der tegner sig således et politisk flertal

Enhedslisten og Alternativet er imod.

Bo Håkansson, der er biolog og ulveekspert hos Danmarks Naturfredningsforening siger til Politiken, at det i forvejen er muligt at regulere ulve, hvis de pågældende dyr bliver et problem.

Powered by Labrador CMS