Flere småhvaler strander på danske kyster

Sidste år blev der fundet 157 strandede hvaler ved Danmarks kyster.Det er knap halvanden gang så mange som året før, fremgår det af Skov- og Naturstyrelsens seneste opgørelse, som dækker 2004-2005. Langt de fleste hvaler var døde, da de blev fundet.

Offentliggjort

Marsvin topper listen med hele 143 dyr, mens der også blev fundet 10 hvidnæser, 2 eksemplarer af den sjældne hvidskæving, 1 vågehval samt en hval, som det ikke var muligt at identificere.

Marsvinet er den mest udbredte hvalart i danske farvande, og over halvdelen af marsvinene skyllede ind på kysterne i løbet af én uge i april.

Det skete i Nordvestjylland, nærmere betegnet ved Vorupør, Lild og Klitmøller, siger skovfoged Henrik Lykke Sørensen.

Opgørelsen viser også, at der både i 2004 og 2005 var langt flest hanner blandt de dødfundne marsvin.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS