Børns rettigheder
Flere grønlandske børn kender deres rettigheder
38 procent af de grønlandske børn synes, de ved noget eller meget om børns rettigheder, mens det kun er 23 procent af de danske børn, der synes, de ved noget
Nye tal viser, at grønlandske skoleelever i højere grad end danske børn kender til FN’s Børnekonvention. Men når eleverne bliver spurgt specifikt til, hvilke rettigheder de rent faktisk har,klarer de sig væsentligt dårligere end danske elever.
Det viser en Gallupundersøgelse blandt 12-16 årige danske og grønlandske skoleelever, som Unicef Danmark og Institut for Menneskerettigheder har fået lavet, skriver programleder Arnavaraq Jørgensen fra Unicef Danmark i en pressemeddelelse.
Større kendskab til rettigheder generelt
38 procent af de grønlandske børn svarer, at de synes, de ved noget eller meget om børns rettigheder. Det er markant flere end for fem år siden, hvor det i en lignende undersøgelse kun gjaldt 24 procent, fremgår det af pressemeddelelsen.
De nye tal viser, at kun 23 procent af de danske børn synes, at de ved noget eller meget om børns rettigheder. Dermed synes grønlandske børn at vide mere om deres rettigheder end danske børn.
Også på kendskabet til FN’s Børnekonvention er der forskel. Kun 11 procent af de danske børn siger, de kender FN’s Børnekonvention godt eller nogenlunde - dette gælder 19 procent af de grønlandske børn.
Ringe viden om konkrete rettigheder
Dykker man ned i kendskabet til specifikke børnerettigheder, er billedet dog mere nuanceret:
- 68 procent af grønlandske børn mener, at børn har ret til at blive beskyttet mod vold. For danske børn gælder det 93 procent.
- 59 procent af grønlandske børn mener, at børn har ret til at blive hørt i sager, der vedrører dem. For danske børn gælder det 77 procent.
- 24 procent af grønlandske børn mener, at børn har ret til et privatliv. For danske børn gælder det hele 89 procent.
Unicef mener i følge pressemeddelelsen, at det er overraskende, at 16 procent af grønlandske børn mener, at det er i orden at straffe børn fysisk. For danske børn er dette tal helt nede på 3 procent.
Børn, der kender deres rettigheder, står stærkere
Igennem de senere år har både Unicef Danmark og Institut for Menneskerettigheder lagt et større stykke arbejde i at udbrede kendskabet til rettigheder blandt grønlandske børn. For erfaring viser, at børn, der kender deres rettigheder, også har nemmere ved at kræve dem.