Flere får misbrugsbehandling

Videncenter om afhængighed, Allorfiks årsrapport viser, at flere henvises til rusmiddelbehandling, hvor også flere behandles.

Flere behandles for afhængighed, viser Allorfiks årsrapport for 2020. Langt de fleste behandles for alkoholproblemer.
Offentliggjort

Siden oprettelsen af Allorfik tilbage i 2016 er antallet af borgere, der henvises og kommer i behandling steget støt. Det samme gælder 2020.

I 2020 blev 952 borgere færdigvisiteret til behandling, mens 725 startede i behandling. Det viser en årsrapport, som Allorfik netop har udgivet. I 2019 blev 668 borgere behandlet.

- Det er dejligt, at flere og flere ønsker behandling. Vi har prøvet at melde ud: Kom endelig. Det er gratis at få behandling. Vi kunne ønske, at flere kom i behandling hurtigt efter, de har fået et problem med rusmidler eller pengespil, udtaler leder af Allorfik, læge Birgit Niclasen.

Omkring 40 procent af de borgere, der henvender sig til Allorfik har haft et problem med rusmidler eller pengespil under fem år. Dermed har 60 procent haft et afhængighedsproblem i mere end fem år, når de henvender sig.

Unge ønsker behandling

Ifølge Allorfik er det fleste, der henvender sig til Allorfik med henblik på at starte en behandling i alderen 25-34 år. Igen i år er der lidt flere kvinder end mænd, der søger hjælp hos Allorfik. Alkohol dominerer stadig som problemstof, men hash fylder også, mens pengespil er et problem hos 10 procent af de borgere, der henvender sig, oplyser Allorfik i en pressemeddelelse.

Allorfik oplyser, at otte ud af 10 får behandling i deres hjemby, enten i et Allorfik center eller gennem rejseholdet.

-Dermed har vi opfyldt et stort behov fra kommunerne, der har ønsket at behandlingen foregår lokalt. Lokalbehandlingen er styrket i 2021, hvor næsten alle byer, der ikke har Allorfik center nu kan tilbydes behandling af rejseholdet to gange om året i stedet for den ene gang om året, siger Birgit Niclasen.

Livskvaliteten udfordres

Under udarbejdelsen af Allorfiks årsrapport sætter videnscenter for afhængighed fokus på livskvaliteten for de borgere, der får hjælp. I en undersøgelse viser det sig, at langt de fleste borgere, der får behandling får udfordret deres livskvalitetet seks uger efter behandlingsstart. Men det er der en logisk forklaring:

- Behandling trækker på ressourcerne, forklarer Birgit Niclasen.

Blandt andet skal abstinenser overkommes.

Corona udfordrer

Coronapandemien, der brød ud i starten af 2020 har også udfordret Allorfik.

Allorfik oplyser i sin pressemeddelelse at uddannelsen af behandlere i 2020 er forsinket med mere end et år. Hårdest går det ud over særlige tilbud for børn og unge. Uddannelsen af behandlere til børn og unge forventes at starte inden udgangen af 2021, oplyses det.

Powered by Labrador CMS