Tyskland

Flere dræbt af skud i indkøbscenter i München

En eller flere gerningsmænd menes at være på fri fod. Politiet opfordrer folk til at holde sig indendøre

Tysk politi på vagt ved en undergrundsstation
Offentliggjort

Flere mennesker er dræbt ved et skyderi i et indkøbscenter i München, bekræfter tysk politi over for flere tyske medier. Politiet skriver desuden på Twitter, at man er bekendt med oplysninger om skyderi et andet sted i Münchens centrum.

Skyderi flere steder
Tre er bekræftet, meddeler indenrigsministeriet i den tyske delstat Bayern, hvor München er hovedby.

Der er meldt om skyderi tre forskellige steder, skriver lokalavisen Münchner Merkur. Ifølge radiostationen Bayerischer Rundfunk har der blandt andet været skudt nær en McDonalds-restaurant.

Usikkerhed om dødstal
Tv-kanalen NTV skrev tidligere på aftenen, at der kan være tale om ti døde i Olympia-centret, mens Münchner Abendzeitung meldte om så mange som 15 dræbte.

Flere gerningsmænd
Politiet i München meddeler, at der formentlig er mere end en enkelt gerningsmand bag angrebet, men endnu er ingen pågrebet, skriver Reuters.

- Det ser ud til, at vi har at gøre med et amokskyderi, siger politiets talsperson ifølge Reuters.

Bliv hjemme
Øjenvidner siger, at paniske kunder flygtede ud fra centret, da skyderiet gik i gang.

Politiet opfordrede tidligt via Twitter folk til at forlade gaden nær indkøbscenteret og holde sig indendøre. Kort efter udvidede politiet advarslen og opfordrede folk til at holde sig helt væk fra offentlige gader og pladser og transportsystemet i hele München.

På fri fod
Gerningsmanden eller gerningsmændene er ifølge flere medier fortsat på fri fod.

En større politiaktion er fredag aften i gang, og politiet havde helikoptere i luften over Olympia-centret. Hele undergrundsbanen er afspærret.

Specialstyrker
Politiets specialstyrker er ankommet til stedet, meddeler NTV, der viser billeder af et stort antal ambulancer, der holder uden for indkøbscentret.

Et øjenvidne oplyser til den amerikanske tv-station CNN, at en gerningsmand blandt andet skød mod en rulletrappe fuld af mennesker.

Mange skud
En ansat i centret siger til Reuters, at der blev affyret 'mange skud'.

- Det er en større ting, sagde en talsperson for politiet, da aktionen netop var gået i gang, til nyhedsbureauet dpa.

En medarbejder i centret beretter over for Münchner Merkur, at en gerningsmand gik ind i centret og begyndte at skyde vildt omkring sig.

Mistanke om terror
Baggrunden for skyderiet er endnu ukendt. Men politiet i München siger ifølge Reuters, at der er mistanke om, at skyderiet i byen er et terrorangreb.

Øjenvidner har postet billeder på sociale medier, der blandt andet viser politiets helikoptere og afspærringer samt mennesker, der flygter fra stedet.

Politiet oplyser, at der blev slået alarm kort før klokken 18. Ifølge en polititalsmand blev de første skud affyret klokken 17.52, skriver dpa.

Indkøbscentret ligger ved siden af Münchens OL-stadion.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS