Flagermus i Sisimiut burde være indleveret til dyrlægen
En flagermus blev i sidste uge fundet i værkstedet Sanaluttarfik i Sisimiut, hvor kunstnere observerede og fangede den. Da de opdagede, at dyret havde lus i pelsen, valgte de at smide det ud i skraldespanden. Men den skulle være endt hos dyrlægen, lyder det fra myndighederne.
Privatfoto
Flagermusen, som var turist i Sisimiut i Sanaluttarfik, skulle være endt hos Veterinær- & Fødevaremyndigheden i Grønland.
Ifølge Veterinær- & Fødevaremyndigheden i Grønland (VFMG) skulle flagermusen være blevet indleveret til myndighederne, så dens art, oprindelse og sundhedstilstand kunne undersøges.
– VFMG vil gerne gøre opmærksom på, at alle som observerer eller får dyr i varetægt, som ikke naturligt hører hjemme i Grønland, bør informere enten VFMG eller Pinngortitaleriffik (GN), udtaler grænsedyrlæge Stella Ege Kristensen til Sermitsiaq.
Hun understreger, at det ikke kun gælder flagermus, men også insekter, fugle eller pattedyr, som ikke normalt findes i Grønland.
Flagermusen muligvis brændt som affald
Da flagermusen blev smidt ud, kan den nu være endt i affaldsbrændingen. Det betyder, at muligheden for at undersøge dyret for oprindelse og helbredstilstand er gået tabt.
– Vi ville meget gerne have modtaget flagermusen, så vi kunne undersøge, hvilken art der er tale om, hvor den muligvis kommer fra, og om den bar på sygdomme, siger grænsedyrlægen.
Dyrevelfærd og folkesundhed i fokus
VFMG lægger vægt på, at det er vigtigt at tage hensyn til både dyrevelfærd og folkesundhed i lignende situationer.
– Det er vigtigt at udvise dyreværnsmæssige og sundhedsmæssige hensyn, dvs. tage vare på levende dyr, men også beskytte folkesundheden for at begrænse sygdomssmitte.
Hun fortæller, at VFMG har talt med folkene bag Sanaluttarfik for at indsamle oplysninger om flagermusens tilstand og håndteringen af den.