Fiskerilov: Efterlyser fastere principper til at imødegå mistanke om nepotisme
Forslaget til ny fiskerilov bør i højere grad sikre det såkaldte armslængdeprincip så beskyldninger og mistanker om nepotisme så vidt muligt undgås, lyder vurderingen fra Grønlandsbanken i bankens høringssvar.
Mangel på armslængdeprincip i forvaltningen af fiskerikvoter har løbende været genstand for debat her i landet, fordi det således i udstrakt grad er op til politisk beslutning og vurdering, hvilke selskaber og fiskere, der skal have tildelt værdifulde fiskekvoter.
Det fremgår af forslaget til en ny fiskerilov, at det er ambitionen at indføre armslængde princip i forvaltningen af loven.
Det vil sige et opgør med den politiske tildeling af kvoter:
"Armslængdeprincippet foreslås indført derved at loven i mindst muligt omfang delegerer kompetence til Naalakkersuisut," står der i bemærkningerne til lovforslaget.
Kan forhindre mistanke om nepotisme
Grønlandsbanken stiller dog spørgsmålstegn ved, hvor godt det reelt vil lykkes at indføre armslængdeprincip med det aktuelle forslag.
Det skyldes blandt andet, at en række bestemmelser om tilbagekaldelse og genfordeling af værdifulde fiskekvoter, efter bankens opfattelse er uklare.
Armslængdeprincip handler nemlig også om at have klare og gennemsigtige principper for tildeling af kvoter, og banken opfordrer til, at embedsværk og politikere rent faktisk sikrer armslængde princip i forslaget:
- Dette vil friholde forvaltningen for (u)begrundede beskyldninger og mistanker. Det vil styrke tilliden til det politiske system og friholde Grønland fra beskyldninger om nepotisme i forvaltningen, skriver banken blandt andet i sit høringssvar og konkluderer:
- For mange muligheder for skøn
- Helt generelt finder vi, at det fremlagte har for mange muligheder for forvaltningsmæssigt at foretage regeltilpasninger og skøn. Der bør i langt højere grad være faste regler for forvaltningens muligheder for afvigelser og at der i langt højere grad tages højde for armslængdeprincippet.
I foråret 2022 vakte det opsigt, da daværende naalakkersuisoq for fiskeri, Aqqaluaq B. Egede, oplyste at det under hans forgængere har været kutyme, at fiskere henvendte sig direkte til naalakkersuisoq for at få tildelt licens. Naalakkersuisoq har videreformidlet disse henvendelser til administrationen til vejledning og sagsbehandling, lød det fra Egede.
Transparency International Greenland kaldte blandt andet fremgangsmåden for en "uskik", ligesom at Fiskerikommissionen i sin betænkning også har anbefalet indførelse af armslængdeprincip.