Fire falske tilståelser i drabssag
Fire personer meldte sig selv til politiet som ansvarlige for drabet på Louise Hegelund 3. februar i Sisimiut. Men de tekniske beviser har klarlagt, at det ikke kan være dem.
- Havde vi ikke haft de gode tekniske beviser, havde vi haft svært ved at klare de fire selvanmeldere, der dukkede op i løbet af foråret, siger stationsleder Hans Falck Petersen fra politiet i Sisimiut.
Han understreger samtidig, at det ikke er risikorfrit at afgive en falsk tilståelse.
- Havde oplysningerne passet ind i forhold til gerningsstedet, tidspunktet og flere andre ting, var der risiko for, at vi var kommet til at dømme en uskyldig, påpeger Hans Falck Petersen.
Han undrer sig meget over, hvad der får uskyldige mennesker til at melde sig som ansvarlig for et mord.
- Jeg er jo kun lægmand, men et ondartet behov for opmærksomhed indgår jo nok i forklaringen. Og måske tror man, at man kan trække sin historie tilbage, mener Hans Falck Petersen.
En 19-årig mand er anholdt på grundlag af bestyrket mistanke og sigtet for manddrab efter Kriminallovens paragraf 51 i forbindelse med sagen.