Et sidste farvel
Finn Lynge begraves i Qassiarsuk
Fredag bliver Finn Lynge begravet på kirkegården i den sydgrønlandske bygd - se programmet
Det bliver på et smukt, historisk sted, når politikeren, forfatteren, samfundsdebattøren, verdensmanden og meget andet Finn Lynge fredag bliver begravet i Qassiarsuk.
Klokken 8.00 afgår kiste og følge fra Qaqortoq med politikutteren Sisak. Efter et stop i Narsaq fra klokken 10.00 til 10.15 forventes skibet at ankomme til Qassiarsuk klokken 13.00.
Klokken 13.45 er der andagt ved rekonstruktionen af Thjodhildes Kirke.
Klokken 14.45 begraves Finn Lynge på kirkegården i Qassiarsuk.
Sammen med tidligere landsstyreformand Jonathan Motzfeldt arbejdede Finn Lynge for, at der skulle placeres et kristent minde- og valfartssted på det sted, hvor den første kristne kirke i Grønland blev anlagt.
Læs: Finn Lynge roses for kristent minde- og valfartssted
I dag kan både herboende og turister glæde sig over den smukke rekonstruktion af Thjodhildes Kirke ved Brattahlid i det nuværende Qassiarsuk.
Ifølge Sermitsiaq.AG’s oplysninger deltager blandt andre formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut i begravelsen.
Fredag morgen sov Finn Lynge stille ind i sit hjem i Qaqortoq. Det skete i en alder af 80 år efter længere tids sygdom.
Læs alle artikler om Finn Lynge her