FINANSPOLITIK
Finanslovsforslag i skyggen af et kommende valg
Det er ikke kun elever på skoler og uddannelsesinstitutioner, der nu har fundet deres udstyr frem efter endt sommerferie. Naalakkersuisoq for finanser og skatter, Erik Jensen (S), har nu den store lommeregner fremme. Han skal nemlig præsentere Naalakkersuisuts finanslovsforslag for 2025, hvis alt går efter planerne onsdag den 21. august.
Billedet er taget under præsentation af partiernes og Naalakkersuisuts finanslovsforlig 2024. Om det kan lykkes Naalakkersuisut at finde sammen med partierne på tværs af magtfordelingen igen, er nok tvivlsomt, da det bliver den sidste finanslov forud for valget til Inatsisartut, som skal afvikles senest den 6. april 2025.
Foto: Leiff Josefsen
Præsentationen til en ny finanslov lader vente på sig. Men Naalakkersuisoq for finanser og skatter, Erik Jensen (S), bebuder, at der nu er sat en foreløbig dato for præsentationen af hele landets husholdningskasse. og det sker onsdag den 21. august.
Adspurgt om Naalakkersuisut i udformningen af finanslovsforslaget kan mærke, at valget til Inatsisartut er på trapperne, svarer Naalakkersuisoq for finanser:
- Selvfølgelig kan vi mærke, at vi skal være påpasselige med nye og udgiftskrævende tiltag, men ingen skal være i tvivl om, at vi fra Naalakkersuisut bestræber os på at øremærke midler til de mange reformer og tiltag, som allerede er under implementering, eksempelvis skattereformen, sundhedsforliget, uddannelsesreformen samt boligreformen.
Kommer skatteministeren med en pose penge?
Inden Naalakkersuisut kan fortælle befolkningen om, hvordan landets finanser bør udformes, får Naalakkersuisut besøg af skatteminister i Danmark, Jeppe Bruus.
Dertil fortæller Erik Jensen, at der er flere aftaler og hensigtserklæringer på vej mellem Grønland og Danmark, uden dog at gå ind i detaljer om indholdet af de nye tiltag.
- Dem får I vished om, når vi præsenterer tiltagene under et pressemøde under skatteministerens besøg, som starter mandag den 19. august.
Erik Jensen er aktuelt igang med sit officielle rejseprogram i Danmark. Der er i den forbindelse opstillet en meget lang liste over, hvad han skal holde møde om i Danmark.
Igennem sidste år og indeværende år samt til næste år sker der en række prisændringer, som er blevet besluttet i EU, og som påvirker Grønlandske borgere direkte på pengepungen.
Det er blot et gæt, nu hvor parterne holder kortene tæt til kroppen, men måske der kan komme indrømmelser fra Danmark, da Grønland på ingen måde kan gardere sig i forhold til EU´s interne dispositioner, især på energiomstillingen, som især drejer sig om brug af fossil brændstof bliver afgiftsbelagt og de økonomiske konsekvenser.