finanslov 2015
Finanslovsforslag bliver nærlæst
Inatsisartuts finans- og skatteudvalg forbereder sig til de kommende forhandlinger om næste års finanslov
Forslaget til næste års finanslov er blevet nærlæst af finans- og skatteudvalget, der opholder sig i Upernavik, hvor udvalgets formand Jens Immanuelsen fra Siumut kommer fra. Udvalget sætter sig ind i finanslovsforslaget forskellige elementer.
Der venter hårde forhandlinger, når næste års husholdningsbudget skal forhandles på plads i Inatsisartut. Forslaget er allerede blevet mødt med kritik fra koalitionens egne rækker, men også fra oppositionen. Medlem af Naalakkersuisut for indenrigsanliggender og finanser Vittus Qujaukitsoq fra Siumut har allerede meddelt, at han er åben for et bredt forlig. Hans eneste krav er, at der bliver balance i indtægter og udgifter til anlæg.
Ingen forhandlinger nu
Finans- og skatteudvalget får en central rolle i forhandingerne og har nu sat sig ind i forslagets forskellige elementer.
- Gennemgangen sker så vidt muligt uden hensyntagen til partipolitiske skel eller opfattelser, men hovedsagelig som en teknisk præget gennemgang af det Naalakkersuisut har fremlagt, meddeler formanden for finans- og skatteudvalget Jens Immanuelsen fra Siumut.
Nu bliver der udarbejdet en række spørgsmål til Naalakkersuisut, inden udvalget går videre med behandlingen af forslaget. Udvalget har brugt lejligheden med opholdet i Upernavik til at besøge bygderne Tasiusaq, Innaarsuit og Aappilattoq.
Finansloven for 2015 bliver vedtaget i slutningen af november.