Finanslovsaftale underskrives mandag
Der er indgået en politisk aftale om finansloven for 2023, og aftalen underskrives mandag af de partier, som står bag aftalen
Forhandlingerne om næste års finanslov er færdige, og naalakkersuisoq for finanser Naaja H. Nathanielsen har indkaldt til pressemøde kl 11.00.
Finanslovsforslaget blev andenbehandlet fredag i sidste uge, og i den forbindelse kom Naalakkersuisut med en række ændringer, hvor forventningerne til indtægterne fra PAL-skat blev kraftigt beskåret.
Indtægterne fra den såkaldte PAL-skat blev skåret ned fra forventet 70 mio. kr. til 25 mio. kr. PAL-skat er den skat borgerne betaler på afkastet på investeringer foretaget i pensionsordninger.
Naalakkersuisoq for finanser, Naaja H. Nathanielsen (IA), forklarede fredag fra talerstolen i Inatsisartut, at nedjusteringen skyldes store kursfald på finansmarkederne:
- Opgørelser viser således, at de globale aktier i årets første ni måneder er faldet med 21 procent, og de stigende renter har ført til de største kursfald på statsobligationer i 40 år, sagde Naaja H. Nathanielsen under andenbehandlingen.
Droppet stigning i beskæftigelsesfradrag giver 35 mio. kr.
På trods af den relativt store nedjustering af indtægter fra PAL-skat, så forbedrer Naalakkersuisuts ændringsforslag til andenbehandlingen sammenlagt resultatet for 2023 med 27,6 mio. kr.
Det skyldes blandt andet, at Naalakkersuisut har kunnet overføre en reserve på 35 mio. kr. som var afsat til at øge beskæftigelsesfradraget. Forslaget om beskæftigelsesfradraget blev dog ikke fremsat, da det blandt andet var afhængig af en række ændringer i motorafgifterne, som skulle have skruet op indtægterne men som også er blevet forkastet. Til gengæld øges indtægterne fra fiskeriet.
- Eksportpriserne for fisk og skalddyr har rettet sig hurtigere end forudset, og det påvirker landskassens indtægter fra ressourceafgifter og skatter i positiv retning, lød det fra Naaja H. Nathanielsen.
Ændringsforslagene betyder dog forværring på ca. 8 mio. kr. for den samlede finanslovsperiode 2023-2026, således at der er overskud på finansloven efter 2. behandlingen på 8 mio. kr. over hele perioden.
Kistetransport og fjeldskredsanalyse
Blandt de få merudgifter, som Naalakkersuisut har bedt Inatsisartut om indtil videre, er 1,8 millioner kroner til hjemtransport af kister samt undersøgelse af risiko for fjeldskred ved Kigarsima til 2,1 mio. kr. i 2023 og 2,6 mio. kr. årligt fra 2024 og frem.
Begge forslag blev godkendt, hvorimod to punkter om godkendelse af henholdsvis udgifter til ny børnetilskudslov og 4,4 mio. kr. til opgradering af Selvstyrets IT-sikkerhed er blevet udskudt.
Håber på bred opbakning
I alt havde Naalakkersuisut fremsat 61 ændringsforslag. Alle på nær to blev vedtaget af et enigt Inatsisartut fredag, og Naaja H. Nathanielsen håbede fredag fortsat på bred tilslutning til næste års finanslov:
- Det er Naalakkersuisuts forhåbning, at der bliver en bred opbakning bag næste års finanslov. Samfundet har behov for en ansvarlig finanslov, som giver os et robust fundament i en usikker tid samtidigt med, at der er nye tiltag der skaber udvikling. Det kræver politisk vilje til at prioritere, da der ikke er, og ikke bliver, råd til at finansiere alle de gode ønsker der er fremkommet.
Om hendes ønske om en bred aftale er opfyldt afsløres altså kl. 11.00.