dansk finanslov
Finanslov vil styrke justitsområdet
Den danske finansminister Kristian Jensen (V) fremlagde i dag finanslovsforslaget for dansk økonomi i 2018. Her fremgår det, at regeringen ønsker at give 10 millioner kroner hvert år i fire år til at styrke retsområdet i Grønland.
Under overskriften "Et trygt og sammenhængende Danmark" ridser finansministeren op, hvilke områder der skal tilføres flere penge. Og her er Grønland på listen.
Ens standarder
- Regeringen arbejder for, at standarden på danske ansvarsområder i Grønland svarer til standarden i Danmark med de særlige fravigelser, der kan begrundes i de grønlandske forhold. Derfor prioriterer regeringen at styrke retsområdet i Grønland bl.a. til gavn for trygheden for borgerne, skriver Kristian Jensen i en kommentar til finanslovsforslaget.
- Det er regeringens ønske, at dette sker i samarbejde med Grønlands Selvstyre, så det sikres, at indsatsen bedst muligt tilpasses grønlandske forhold. Der afsættes 10 mio. kr. årligt i perioden 2018-2021, fremgår det.
Læs hele finanslovsforslaget
Det er ikke sikkert, at pengene er i hus. De kommende forhandlinger i Folketinget vil vise, om der er flertal til netop dette punkt.