Fernisering på kunstudstilling i Sisimiut
I anledning af krydstogtsæsonens start i dag har 16 lokale kunstnere netop åbnet en ny sommerudstilling på Sisimiut Museum

Deltagerne på den nye kunstudstilling på Sisimiut Museum spænder fra kunsthåndværkere over malere og tøjdesignere til sølvsmede og smykkedesignere, og for museets leder, Ólafur Rafnar Ólafsson, har det været vigtigt at vise et bredt udsnit af den nutidige kunst i byen.
- Et museum viser ofte udstillinger om ting fra fortiden, men vi er også et omdrejningspunkt for formidling af byens nutidige aktiviteter. Derfor er det vigtigt for os at give kunstnerne en mulighed for i fællesskab at udstille deres værker og vise, hvad byen står for med et bredt udvalg af kunstformer, fortæller museumslederen.
Turarrangører har vist interesse
På åbningsdagen i dag torsdag anløber det norske skib ”Fram” Sisimiut, og Ivik Knudsen-Ostermann fra World of Greenland Arctic Circle fortæller, at skibets turarrangører allerede har vist interesse for udstillingen og forventer at bruge den som en af de faste oplevelser på Frams anløb hen over sommeren.
Parallelt med udstillingen bliver der opstillet borde på museumsområdet, så kunst, brugskunst og kunsthåndværk bliver mere tilgængeligt for byens gæster, og samtidig åbner butikkerne i den gamle bydel dørene ud til et bilfrit område.
På den måde skabes der et levende handels- og kulturrum, der gør byen mere åben og indbydende i krydstogtsæsonen, lyder det fra Destination Arctic Circle.
Kunstudstillingen er åben fra 7. juni til 16. september. Se mere her.