Fem nye skibe til RAL
Et skib skal bruges fast i atlantsejladsen, mens de fire øvrige kan indgå i bygdebesejlingen.

Royal Arctic Line har skrevet under på den største samlede ordre i selskabets historie. Der er tale om fem nye skibe, som bliver bygget på P+S Werften i Tyskland.
- Det er faktisk en historisk dag. Disse skibe kommer til at få stor betydning for Grønland i mange år frem. Derfor er jeg glad for at virksomheden både til finansieringen og til byggeriet har fundet samarbejdspartnere, som kan løfte denne opgave, og som har forståelse for, at dette ikke bare er skibe, men i realiteten livsvigtig infrastruktur til hele samfundet, siger Martha Labansen, bestyrelsesformand i Royal Arctic Line i en pressemeddelelse.
Fire af de fem nybygninger har en størrelse så de kan indgå i bygdebesejlingen og anløbe uden yderligere investeringer i kajforhold. Når de er leveret, skal en række ældre skibe i flåden blive udfaset.
- Skibene i Royal Bygdeservice er meget slidte og utidssvarende, så vi ser frem til leveringen af de nye skibe. Så får vi et bedre og mere fleksibelt system med en højere grad af containerisering, som fra starten bliver til glæde for både de kunder der skal have gods ind til bygderne og de kunder der eksporterer – typisk frosne varer, siger administrerende direktør John Rasmussen, Royal Arctic Bygdeservice.
Der er derfor tale om prototyper – skibe der ikke tidligere har været bygget, og der venter en stor opgave for både Royal Arctic Line og for P+S Werften.
- Skibe til grønlandske forhold er ikke noget man lige piller ned fra hylden på et hvilket som helst værft, Vi har haft en lang udvælgelsesproces, hvor mere end 30 værfter har været inde i billedet, inden valget faldt på P+S Werften, siger administrerende direktør i Royal Arctic Line, Jens Andersen.
Fakta: Tre typer af skibe
Den samlede ordre på fem skibe består af tre forskellige typer. Et skib som vil være et søsterskib til Mary Arctica.
Skibet vil få en kapacitet på 606 TEU (TEU=Twenty foot Equavilent Unit. Et internationalt standardmål for containerskibe. Svarer til størrelsen af en tyve-fods container). Skibet kommer til at erstatte Arina Arctica i Royal Arctic Lines flåde. To skibe med en kapacitet på 108 TEU. Det ene skib vil erstatte det over 30 år gamle Pajuttaat. Begge skibe skal sejle for både Royal Arctic Line, og i bygdebesejlingen når der er behov for det.
To skibe med en kapacitet på 36 TEU. Disse skibe vil hovedsagelig blive benyttet af Royal Arctic Bygdeservice og skal erstatte den meget nedslidte tonnage som i dag forsyner bygderne i Grønland.