Farvel og tak for 36 år
Marinespecialist Erolf Olsen holder den 11. november 2011 afskedsreception ved Luftgruppe Vest for at markere afslutningen på 36 års tjeneste i forsvaret

Erolf Olsen, der har været telegrafist ved Grønlands Kommando siden 2006, holder afskedsreception på fredag den 11. november efter 36 års tjeneste i forsvaret, det oplyser Grønlands Kommando på sin hjemmeside.
Erolf Olsen blev i sin tid uddannet telegrafist på navigationsskolen i Klaksvik, hvor han gennemgik en to årig uddannelse først i 70’erne.
Efter endt uddannelse arbejdede Erolf et par år i Grønland som telegrafist på en af kystradiostationerne, før han i 1975 kom til forsvaret.
Erolf Olsen har været telegrafist ved Færøernes Kommandos flåderadio i 30 år fra 1976 til 2006, kun afbrudt af to års sejlads med inspektionskuttererne Mallemukken og Maagen. Derefter kom han til Grønlands Kommando.
Erolf Olsen modtog hæderstegnet for god tjeneste ved søetaten den 29. januar 2001.