Fartøjskvoter opfisket i Uummannaq

Kvoter til fartøjer i Uummannaq er fisket op. Nu påminder departementet for fiskeri, at fartøjer med individuelle omsættelige kvoter kan fortsætte deres fiskeri i andre forvaltningsområder.

Offentliggjort

Der er godt gang i fiskeriet efter hellefisk i Uummannaq.

Så godt, at kvoten for hellefisk er opfisket for større fartøjer, selvom flere af fartøjerne stadig har individuelle omsættelige kvoter, der endnu ikke er fisket op.

Derfor påminder departementet for fiskeri, at disse fartøjer kan fiske i andre forvaltningsområder i forvaltningsområde 47. Området dækker over Upernavik, Uummannaq og Diskobugten.

- Dette betyder at har én fartøjsejer fortsat kvote tilbage, men fiskeriet for fartøjer er opfisket i ét forvaltningsområde, så kan fartøjet fiske resten af deres kvote i de to andre forvaltningsområder inden for område 47, skriver departementet for fiskeri og fangst i en pressemeddelelse.

Departementschef i departementet for fangst og fiskeri, Jørgen Isak Olsen oplyser, at denne regel skal sikre et fortsat fiskeri af hellefisk for de fartøjer, der endnu har kvoter at fiske op.

- Hvis et fartøj fra Uummannaq fisker i området ved Upernavik, vil disse opfiskede hellefisk blive registreret som fanget i Uummannaq-forvaltningen. Dette vil derfor ikke påvirke kvoter for andre fartøjer i de to andre forvaltningsområder, oplyser Jørgen Isak Olsen.

Tid til kvoteforskud

De fartøjer, der har fisket hele deres kvote for 2021, har også snart mulighed for at ansøge om forskud på næste års kvote, så de kan fortsætte med at fiske. Ansøgningen kan sendes fra på mandag den 15. november, hvis fartøjerne ønsker at tage forskud på deres kvote for næste år, oplyser departementet for fiskeri og fangst.

- Den mængde, som fiskes ud over årskvotemængden fratrækkes årskvote for det efterfølgende år, skriver departementet.

Powered by Labrador CMS