Farligt hærværk i Ilulissat

Ukendte gerningsmænd har løsnet både og joller fra deres fortøjningspladser i Ilulissat havn. To både er stadig forsvundet - og det kan få store alvorlige konsekvenser

Foto: Steffen Fog
Offentliggjort

Tre joller og en båd er torsdag og lørdag i sidste uge blev løsnet fra deres fortøjninger i Ilulissat havn – to af dem er stadig forsvundet, mens to er blevet trukket i havn igen af en trawler, skriver KNR.

Og det er ifølge Ilulissat politi særligt farligt hærværk. Hvis både eller joller bliver observeret fra luften eller andre skibe kan de tilmed udløse større og dyre redningsaktioner.

- Hvis båden driver herreløst ud til havs, så risikerer man at et fly eller et andet skib, der observerer den, kan slå alarm og afstedkomme en SAR-operation, siger daglig leder af Ilulissat politi Karl Vinther til KNR.

Politiet vil ifølge KNR gerne høre fra personer, der har kendskab til bådenes forsvinden:

- Vi vil gerne høre fra folk, der har gjort observationer på de her tidspunkter og eventuelt har set nogen løsne både. Vi ved ikke, hvem der gør det, og hvis det er drengestreger, så er det meget alvorlige drengestreger, siger Karl Vinther.

Den forsvundne båd er en Finnmaster 6100.

Powered by Labrador CMS