Fangerøkonomien lider i Siorapaluk

Et vindfyldt, mørkt og koldt novembervejr har sat en stopper for fangstmulighederne i Siorapaluk, der med lidt over 40 indbyggere er Grønlands nordligste bygd, og ligger omkring 50 kilometer nordvest for Qaanaaq.

Til forskel fra farvandet omkring Qaanaaq, som har gode forekomster af hellefisk, er der ikke mange hellefisk ved Siorapaluk, hvilket er årsag til, at fiskerierhvervet ikke eksisterer, og at der ikke etableret et indhandlingsanlæg.

Selvom der er gode fangstmuligheder i Siorapaluk-området med gode forekomster af sæler, hvalrosser, hvid- og narhvaler, isbjørne og forskellige fuglearter, samt mindre fangstdyr som polarharer og ræve, har de lokale fangere ingen mulighed for at sælge kød eller skind i bygden.

Og manglende erhvervstiltag er årsag til, at udviklingen nærmest er gået i stå i bygden, hvor dagligdagslivet og levevilkårene hos fangerfamilierne i det lille og isolerede fangersamfund står i stærk kontrast til landets øvrige befolkning, siger 60-årige Nukappiannguaq Hendriksen, som er fanger i Siorapaluk.

Begrænsede indtjeningsmuligheder

Efter der er foretaget revurdering af Selvstyrets bekendtgørelse om beskyttelse og fangst af hvalros, blev der indført helårsjagt af hvalrosser i hele Vestgrønland i oktober, og ifølge de lokale fangere i Qaanaaq og de omkringliggende bygder, er antallet af hvalrosser steget markant de senere år.

Royal Arctic Lines fragtskibe anløber Siorapaluk to gange om året, og der er helikopter beflyvning hver anden uge om vinteren. I vintertiden er det ligeledes muligt at komme til bygden med hundeslæde eller snescooter fra Qaanaaq, mens området kan besejles i perioden fra juli til september alt efter is- og vejrsituationen.

Der er cirka 10 fangere i Siorapaluk og ifølge Grønlands Statistik er der i dag 42 indbyggere i Siorapaluk.

Læs hele historien i denne uges udgave af Sermitsiaq. Få adgang HER.