Fanger gør sig selv en bjørnetjeneste
En outfitter i Kulusuk skød en isbjørn, mens han kørte med en turist. Nu er sagen endt hos politiet
En fanger fra Kulusuk var lige lovlig hurtig til at skyde en isbjørn fredag i sidste uge. Det har nemlig vist sig, at der er tale om en ulovlig fangst. Manden valgte at efterlade isbjørnen i naturen.
En outfitter fra Kulusuk var ude at køre med en turist, da en isbjørn kom til syn. Der blev først taget kontakt til myndighederne, da bjørnen var skudt.
- Men der var tale om overtrædelse af bekendtgørelsen om isbjørnefangst. Man må ikke skyde isbjørne, hvis man befordrer andre, siger vicepolitimester Morten Nielsen til Sermitsiaq.AG.
Bøde
Nu er politiet i gang med at efterforske sagen og få fastlagt de forskellige omstændigheder. Fangeren fik også besked om via mobil, at der er tale om ulovlig fangst.
- Han valgte at efterlade isbjørnen ude i naturen. Isbjørnen blev senere hentet af politiet. Manden kan få en bøde og konfiskation, og det vidste han på forhånd og undlod derfor at tage bjørnen med hjem, siger Morten Nielsen.