Fagpersoner udfordret: Uvidenhed om behandling af seksuelt krænkede
Tasiilaq har det højeste antal anmeldelser per indbygger per år. Alligevel mangler fagpersoner viden til at behandle seksuelt krænket børn.
Sidste år modtog politiet i alt 56 anmeldelser om seksuel krænkelse af børn og unge i Tasiilaq. Året før var tallet 43.
Fagpersoner, der arbejder med børn og unge, der er blevet udsat for seksuelle overgreb, giver udtryk for, at de ikke har viden nok til at behandle børn og unge, der er blevet udsat for overgreb.
Grønlands Politi påpeger i deres rapport, at det er nødvendigt med opkvalificering og supervision blandt fagfolk, hvor også tidlig indsats for at fremme forældreevne og forældreansvar er vigtige.
- En særlig problematik vedrører forældre og fagpersoner, der selv har været udsat for seksualforbrydelser i barndommen. Rapporten ”Unge i Grønland – med fokus på seksualitet og seksuelle overgreb” (2015) beskriver, at det blandt professionelle er alment kendt, at hvis man selv har været udsat for seksuelle overgreb, vil man have sværere ved at opdage, at andre bliver udsat for overgreb.
Mange forældre i vildrede
Også forældre har svært ved at sætte ord på ting og ved ikke, hvad de skal sige til deres børn, hvis børnene er blevet udsat for seksuelle overgreb.
I rapporten ”Tasiilaq – en kortlægning af seksualforbrydelser mod børn og unge i perioden 2014-2018” har Grønlands Politi interviewet flere fagfolk, der arbejder med børn og unge i Tasiilaq. Blandt andet politibetjente, socialrådgivere, lærere og sundhedsfaglige.
Ifølge rapporten findes der flere forældre, der selv er blevet seksuelt misbrugt i barndommen. Tasiilaq har endvidere udfordringer med arbejdsløshed, fattigdom, alkoholmisbrug og lav uddannelsesniveau, hvilket ressourcesvage forældre er udfordret af.
Der findes dog mange forældre, der kender til grænser. Fagpersoner, som talte med politiet under rapportens udarbejdelse oplyser, at ressourcestærke forældre ikke lader deres børn overnatte hos andre, da de mener, der er risiko for seksuelle overgreb.
Manglende viden om grænser
Grønlands politi mener, at der er behov for at udarbejde undervisningsmateriale til folkeskoleelever. Flere børn kender ikke til seksuelle grænser, og selv forældre og andre voksne udviser seksualiseret adfærd blandt børn, hvor de stikker fingeren op bagi og berører børnenes kønsdele under en godnathistorie, oplyser fagpersonerne til politiet.
- For nogle børn og unge har det været ’normalt’ at skulle være en del af de voksnes seksuelle aktiviteter. Det er først når, og hvis, de unge flytter til Tasiilaq by for at bo på kollegiet, at de taler med andre unge, og finder ud af, at det ikke er en acceptabel adfærd, lyder det i rapporten.
I rapporten afdækker Grønlands Politi, at 60 ud af de 191 anmeldelser om seksualforbrydelser mod børn og unge i Tasiilaq kommer fra Tasiilaqs fem bygder. Selvom tallene varierer fra bygd til bygd kommer en tredjedel af anmeldelserne fra bygderne.