Danmark

Færre drab i Danmark

I alt er 44 personer blevet dræbt i Danmark i år. Det er ti færre end i 2014

Drabene fordeler sig på 36 sager
Offentliggjort

Terrorangrebet ved Krudttønden og den jødiske synagoge i København Den drabssigtede sygeplejerske fra Nykøbing Falster. Og en decideret likvidering af tre unge mænd på Frederiksberg.

Det er nogle af de markante sager, som stikker ud i et drabsår, der ellers ligner normalen på mange områder.

44 drab
I alt er 44 personer blevet dræbt i Danmark i år ifølge Ritzaus oplysninger. Det er ti mennesker færre end sidste år.

Drabene fordeler sig på 36 sager, da der i flere af sagerne har været mere end én dræbt.

Tre af tilfældene betegnes som vold med døden til følge. Derudover har Bornholm én sag, hvor det endnu ikke er afklaret, hvorvidt der var tale om dødsvold eller grov vold. Hvis det er det første, ender drabstallet på 45.

Tre dage
Det var kun tre dage efter nytår, at den første person mistede livet. En 58-årig mand i Nordjylland blev tæsket så grumt med blandt andet et baseball bat, at han døde af det.

I det store hele ligner drabsåret de foregående - både hvad angår antal drab, drabsmetode, og hvorvidt der var en relation mellem offer og gerningsmand.

- Det svarer egentlig til, hvad vi plejer at se, lyder det fra læge fra Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet Asser Hedegård Thomsen, der forsker i de seneste 25 års drab begået i landet.

Kniv
Ligesom sidste år var det mest anvendte drabsvåben i 2015 en kniv, som 17 personer i år blev dræbt med.

- Det er den hyppigste drabsmetode. Det har det været i mange år. Du har en kniv derhjemme – du har ikke en pistol, forklarer Asser Hedegård Thomsen om det "populære" våben.

Det er heller ikke lang tid siden, at det seneste knivdrab blev begået. Den 9. december blev en mand stukket ihjel i Aarhus.

Tragisk døgn
Døgnet mellem 9. og 10. december var usædvanligt tragisk. Et andet sted i Aarhus fandt politifolk et fireårigt barn, der var blevet kvalt til døde. Og i Nørresundby blev et forbrændt lig af en 51-årig mand fundet på en græsplæne ved en boligblok.

I alle tre tilfælde mistænkes eller har familiemedlemmer eller nære bekendte erkendt at have stået bag drabene. Sådan er det ofte i drabssager.

- I Danmark - og i øvrigt også flere steder i udlandet - har det i mange år været sådan, at det er inden for de nære relationer, at de fleste drab sker, fortæller Asser Hedegård Thomsen.

Kender hinanden
I år har heller ikke været nogen undtagelse. I 24 af årets drabssager har der været eller mistænkes der at være en relation mellem offer og personen bag drabet.

Det har også været kendetegnende for drabene i København, som med 11 dræbte mennesker er det område med flest drab i år.

Terrorangreb
Det københavnske politi har også haft travlt, lyder det fra politikommissær Hans Erik Raben fra afdelingen for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi.

Han peger på, at der er to sager, som "stikker ud og er atypiske i forhold til de drab, som vi normalt ser".

- Det er selvfølgelig terrorangrebet 14.-15. februar. Der bliver Danmark ramt, og der bliver vi ramt. Det har selvfølgelig præget året, og det har været en lang og tung efterforskning, siger Hans Erik Raben og fortsætter:

- Det tredobbelte drab den 11. november, som er en decideret likvidering, stikker også ud. Det er yderst sjældent, at vi har haft en drabssag med tre dræbte.

Sygeplejerske
En anden sag, der har været meget omtalt i årets løb, er den kvindelige sygeplejerske fra Nykøbing Falster Sygehus.

Den 31-årige kvinde, som blev anholdt i marts, er blandt andet sigtet for at have dræbt fire patienter samt forsøgt at tage livet af en femte med dødelige cocktails af medicin.

Tre af patienterne skal være dræbt i år, mens en skal være dræbt i 2012. Politiet efterforsker desuden et femte drab. Sygeplejersken, der sidder varetægtsfængslet, nægter sig skyldig.

/ritzau/

Læs også: Naalakkersuisut tager afstand fra skudattentatet

Powered by Labrador CMS