Færing laver grønlandsk-færøsk ordbog

Færingen Elin Neshamar har lavet en grønlandsk-færøsk ordbog. Det er den første ordbog, som knytter de to sprog sammen

Offentliggjort

Forlaget Sprotin har efterhånden udgivet flere ordbøger. Nogle er oplagte, som engelsk-færøske, dansk-færøske ordbøger, men også andre sprog, som færinger ikke har været vant til, bliver oversat til færøsk såsom russisk-færøsk og kinesisk-færøsk.

Nu er turen kommet til, at der bliver udgivet en grønlandsk-færøsk ordbog. Det er Elin Neshamar, som er opvokset i Grønland, og som har en bacheloruddannelse i grønlandsk sprog, litteratur og medier, som har lavet arbejdet med ordbogen.

Målgruppen

Sprogsekretariatet i Grønland har givet tilladelse til at bruge den grønlandske-danske ordbog, og så har Elin Neshamar oversat de danske oversættelser til færøsk.

- Målgruppen for dem, som vil bruge ordbogen er måske ikke så stor, men i mange år har der været en tæt forbindelse mellem Færøerne og Grønland. Det er grønlændere, som bor på Færøerne, og færinger som bor i Grønland. Det kan gavne begge sprog, og det har en betydning for, at man respekterer hinanden, siger Elin Neshamar til Kringvarp Føroya.

Gratis på nettet

Ordbogen udkommer på Sprotin.fo den 21. februar, og ligesom alle andre ordbøger er den tilgængelig for alle. Der er ingen betalingsmur.

Det færøske kulturministerium og kommunerne har gjort det muligt for Sprotin at tilbyde, at ordbøgerne er tilgængelige for alle på nettet.

Sprotin samarbejder også med flere erhvervsvirksomheder, og Elin Neshamar oplyser, at det er en virksomhed på Færøerne, som har betalt hendes arbejde med oversættelsen.

Færøsk-grønlandsk ordbog i gang

Elin Neshamar er allerede i gang med det næste projekt, som er at lave en færøsk-grønlandsk ordbog. Hun forventer, at det bliver et større arbejde, end at oversætte fra grønlandsk til færøsk.

- Jeg håber ikke, at det vil tage alt for lang tid, men det vil tage længere tid end den, som udkommer nu. Det er lærerigt, for man lærer meget om begge sprog, og jeg har også lært mere om det danske sprog, siger Elin Neshamar.

Men lige nu skal hun bare nyde, at den første ordbog udkommer.

- Jeg er meget spændt. Det har virket lidt uvirkeligt at arbejde med ordbogen, men nu udkommer den, og jeg håber, at folk tager godt imod den. Jeg håber, at folk får gavn af den. Så giver det mening, siger Elin Neshamar til Kringvarp Føroya.

Powered by Labrador CMS