Fælles front mod sult blandt børn
Borgmestre, Kanukoka og landsstyret er enige om, at der ikke længere skal være børn, der sulter. I løbet af denne uge skal der tages stilling til, om taksterne på sociale ydelser skal ændres, og om der skal indføres skolemadsordninger på alle skoler.

»Barnet skal have noget at spise i dag. Lad det, der kan vente, vente«.
Det er mottoet for den indsats, som borgmestrene i de fire storkommuner og bestyrelsen for kommunernes landsforening sammen med landsstyreformand Hans Enoksen blev enige om på et møde tirsdag.
Et andet slagord er: Lad sådanne sunde prioriteringsprincipper være gældende overalt – blandt beslutningstagere, i socialkontoret og i familien.
Mødedeltagerne understreger, at kommunerne og Departementet for Familie og Sundhed har iværksat mange initiativer, som vedrører arbejdet med børn, unge og familier, og at Landstingets lovgivning på det sociale område skal følges og overholdes af kommunerne.
- I den forbindelse skal man være særlig opmærksom på de muligheder, der findes inden for de gældende lovgivningsmæssige rammer, så man kan yde en hurtig og effektiv hjælp i akutte situationer, skriver politikerne.
Udvalgsformænd skal samles
Det skal vurderes, hvorvidt de eksisterende rammer og igangsatte initiativer er gode nok og om de anvendes efter hensigten. I den forbindelse har KANUKOKA’s bestyrelse planer om at samle de fire nye kommuners udvalgsformænd og forvaltningschefer inden for det sociale område og skoleområdet til rådslagning om, hvordan man i fællesskab skal følge op på alle de initiativer og politiske målsætninger, der er taget op.
Derudover skal der på baggrund af kommunernes ønske tages drøftelser om at gøre taksterne på de sociale ydelser, der vedrører børn, mere tidssvarende. Dette emne og ønsket om skolemadsordning i alle skoler vil blive drøftet på mødet mellem Landsstyret og KANUKOKA i denne uge.
Bag udtalelsen står Enok Sandgreen, Simon Simonsen, Asii Chemnitz Narup, Hermann Berthelsen, Jess Svane og Hans Enoksen.
Sidstnævnte vil fortsætte sin møderække med fagforbund og interessegrupper, der arbejder med børn og unge, så vidensfolk omkring problemet med sultne børn kan inddrages i et fælles initiativ.