sociale medier

Facebook overvejer advarselsmærke på tvivlsomme nyheder

Det sociale medie Facebook arbejder hårdt på at løse problem med falske historier, siger ejer

Det sociale medie arbejder hårdt på at løse problem med falske historier, siger ejer Facebook
Offentliggjort

Det amerikanske præsidentvalg har sat gang i en heftig debat om falske nyheder og historier på de sociale medier.

Facebook, hvor mange usande historier og udsagn blev delt, forsøger at bekæmpe problemet, understreger det sociale medies ejer og chef i et opslag.

- Vi har arbejdet på at løse dette problem længe, og vi tager ansvaret alvorligt. Vi har taget betydelige skridt frem, men vi er ikke nået i mål, skriver Mark Zuckerberg.

En af de idéer, som det amerikanske verdensmedie tænker på at implementere, er advarsler.

- Vi undersøger muligheden for at mærke historier, der er blevet anmeldt som falske af tredjepart eller af vort fællesskab, og for at påsætte advarsler, når folk læser dem, skriver Zuckerberg.

Det amerikanske medie Buzzfeed har undersøgt omfanget af delinger, der viser, at de falske historier i de sidste tre måneder op til det amerikanske valg blev delt oftere end de sande historier.

Buzzfeed skriver, at de 20 mest delte falske historier genererede 8.711.000 delinger, reaktioner og kommentarer på Facebook.

I samme periode har 19 af de største nyhedssider, som blandt andet tæller New York Times, NBC og Washington Post, kun opnået 7.367.000 interaktioner på deres 20 mest delte historier.

De mest delte falske historier omhandler typisk Hillary Clinton, og hvordan hun har stået i ledtog med Islamisk Stat (IS).

Der er også historier om, hvordan hun skulle støttes af FBI, og hvordan Barack Obama skulle nægte at forlade Det Hvide Hus.

Den mest delte falske historie har ifølge Buzzfeed haft 960.000 interaktioner.

Den omhandler, hvordan paven skulle have bedt katolikker om at stemme på Donald Trump, som han selv ville støtte.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS