sociale medier
Facebook flyder med ulovlige solkure med alvorlige effekter
Selv om melanotan er ulovligt at sælge i Danmark, er det forbløffende let at anskaffe for især unge drenge og piger, der er villige til at gamble med deres helbred for at få brun hud
Det viser en gennemgang af flere lukkede Facebook-grupper, som metroxpress har fået adgang til.
‘Jeg har 14 solkure stående, som jeg rigtigt gerne vil af med. Jeg har selv brugt det, hvilket mange af mine venner også har, så det kan varmt anbefales,’ lyder det fra en bruger, der kalder sig Danni.
Prisen ligger typisk på 250-300 kroner pr. kur, og der er tale om pulver, man selv skal blande op, og ofte kommer i umarkerede hætteglas.
- Det vil jeg på det kraftigste fraråde, at man tager. Man ved simpelthen ikke, hvad man får. Jeg har set eksempler med leverancer, hvor distributøren har puttet noget helt andet i. Det kan eksempelvis være væksthormoner eller steroider, som kan gøre skade på leveren, fortæller lektor ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet, Allan Stensballe, til metroxpress.
Hos Lægemiddelstyrelsen er man bekendt med, at salget af det ulovlige stof figurerer mere eller mindre åbenlyst på de sociale medier, fortæller specialkonsulent Karen Juul Nielsen.
- Vi ser med stor alvor på det. For når det dukker op på Facebook, kan det for mange have en afdramatiserende effekt, og det er meget uheldigt. For melanotan har meget alvorlige bivirkninger, pointerer Karen Juul Nielsen overfor metroxpress.
Hun tilføjer, at det er svært at stoppe salget via Facebook, da det ikke er tilladt at bruge fiktive profiler.