whistleblower
Få sager om magtmisbrug
Whistleblowerordningen i selvstyret har på to år ført til syv henvendelser. Tre sager har givet anledning til kritik.
Køen af medarbejdere i selvstyret, der har villet fortælle om embedsmisbrug eller korruption har været yderst kort.
Det fastslår en evaluering af den såkaldte whistleblowerordning, som Grønlands Selvstyre netop har sendt i høring. I løbet af den periode, har den interne revision nemlig kun modtaget syv henvendelser.
- Som det fremgår af ovenstående modtages generelt et begrænset antal henvendelser. En tilsvarende erfaring er gjort i andre offentlige organisationer, hvor tilsvarende whistleblowerordninger er etablerede, står der i evalueringen.
Embedsmisbrug
I tre af de syv sager har der været noget at komme efter. En sag er endnu ikke afsluttet.
Evalueringen er ikke særlig detaljeret med hensyn til, hvad sagerne har drejet sig om. En af det helt afsluttede sager drejer sig om embedsmisbrug, som den ansvarlige departementschef har undersøgt.
- Den .. medførte en række undersøgelser og iværksættelse af tiltag hos enheden. Da der var færdiggjort en tilfredsstillende opfølgning på sagen, blev sagen afsluttet, står der i evalueringen.
To sager om embedsmisbrug og misbrug af offentlige midler er stort set afsluttet.
- Undersøgelserne er i begge tilfælde færdiggjort og der er foretaget de fornødne ledelsesmæssige tiltag i den forbindelse. Afslutning af sagerne afventer alene en formel tilbagemelding fra departementschefen.
Hvorvidt de 'ledelsemæssige tiltag' handler om advarsler eller enddog fyringer fremgår ikke.
Tre sager uden kritik
En sag om korruption og en sag om embedsmisbrug i forbindelse med en tjenesterejse har ikke ført til kritik.
En enkelt sag blev helt afvist.
- 6 ud af 7 sager har haft en karakter, der krævede sagen undersøgt. Dette kan indikere, at man i vejledningen for whistleblowerordningen har givet den fornødne information om, hvilke henvendelser ordningen drejer sig om, konstares det i evalueringen.
Seks af indberetninger har været anonyme.
Generelt er man i evalueringen tilfreds med den måde, som de ansvarlige departementschefer har undersøgt sagerne.
- Sagerne har også haft et forløb, hvor man kan konstatere, at der har været fremdrift i undersøgelserne. På den baggrund vurderes det samlet set, at den nuværende form og de fastsatte retningslinjer kan fastholdes, lyder konklusionen.