Exit: Suka går i skuffelse
Suka K. Frederiksen (S) bestred en højt profileret post som medlem af Naalakkersuisut for selvstændighed. Nu trækker hun sig – af både politiske og personlige årsager.
Suka K. Frederiksen mener, at den politiske uenighed omkring forfatningskommissionen har fyldt for meget i forhold til folkelig debat. Det er en af årsagerne til, at hun har valgt ikke at genopstille til valget til Inatsisartut den 24. april. Det skriver avisen AG.
Flere årsager til exit
- Der er flere årsager til, jeg ikke stiller op igen. Men jeg må også sige, at jeg er skuffet over, at der blev brugt så meget energi på at diskutere arbejdsrutiner i forfatningskommissionen i stedet for at anspore til en folkelig debat, siger Suka K. Frederiksen.
Efteråret har været en hård prøvelse for Suka K. Frederiksen. I flere måneder var hun sygemeldt efter at have fået konstateret kræft i tungeroden.
Politisk har det også været prøvelsernes tid. Opstarten af forfatningskommissionens arbejde blev præget af uenighed om, hvem der er berettiget til at deltage i kommissionen.
- Jeg havde hellere set, at ressourcerne blev brugt på folkelig debat i stedet for at bruge tiden på at diskutere arbejdsrutiner. Det er bestemt et område, hvor vi kunne have gjort det bedre, siger Suka K. Frederiksen.
Ingen smækken med døren
Hun understreger at hun ikke smækker med døren. Hendes foreløbige exit fra landspolitik kan meget vel være et pusterum.
Læs hele interviewet med Suka K. Frederiksen i avisen AG, som du kan få adgang til via linket herunder: