Eventyrer når Qaanaaq i kajak: – Bevægende velkomst
Eventyreren Mike Keen er nået til Qaanaaq efter cirka 850 km kajakroning.
Mike Keen i havnen i Upernavik for at gøre sig klar til turen til Qaanaaq. Han tog afsted fredag den 26. juli og er i denne uge ankommet til Qaanaaq.
Foto: Najannguaq Mathæussen
Så lykkedes det.
Mike Keen er fredag nået til Qaanaaq i sin kajak, efter han drog afsted fra Upernavik 26. juli.
Adskillige videoer på eventyrerens Facebook-side viser, at mange lokale borgere var mødt frem for at tage i mod ham, og der blev affyret fyrværkeri.
- Jeg er meget lettet over at være nået frem, og jeg er stadig påvirket af den overvældende modtagelse i Qaanaaq.
- Det var en meget bevægende velkomst. Nogle kilometer fra byen tog nogle både i mod mig, og da vi kom ind til stranden, tror jeg, at omkring 200 til 300 mennesker var mødt frem, fortæller Mike Keen til Sermitsiaq.
Kok og eventyrer
Mike Keen er en engelsk kok, eventyrer og kajakroer, og hans lange tur fra Upernavik til Qaanaaq er kulminationen på en endnu længere rejse, som han gennemførte størstedelen af i 2023.
Her roede han fra Qaqortoq til Upernavik. Det var planen, at han skulle have roet hele vejen til Qaanaaq, men på grund af for meget is måtte han afslutte sin tur i Upernavik sidste år i midten af juli.
26. juli i år sejlede han fra Upernavik for at afslutte rejsen, og fredag lykkedes det altså.
Roede otte-ni timer i træk
Mike Keen fortæller, at han efter at have været opholdt i flere dage af dårligt vejr fik Qaanaaq i syne fredag.
- Vinden tog af, og jeg kunne se, at Qaanaaq lå 52 km. fremme i en lige linje.
- Så tænkte jeg at gå efter det, så jeg roede i otte til ni timer i træk.
En lille detalje er, at Mike Keen nu også kan aflevere nogle breve, som han blev betroet i Qaqortoq og som er stilet til borgere i Qaanaaq.
På Mike Keens Facebook-side kan man se stribevis af videoer af ankomsten til den nordligste by.
Næste stop regnskoven
Mike Keen har besøgt Grønland flere gange nu, og han har nærstuderet og levet af grønlandsk mad.
Under et af sine ophold tabt han 14 kg ved at leve af grønlandsk mad.
- Det var fantastisk, og stort set alle mine blodmarkører var blevet bedre, fortæller han.
Mike Keens næste projekt bliver i regnskoven i Ecuador, hvor han til foråret skal bo to måneder hos en gruppe af oprindelige folk og udforske deres madkultur og opleve, hvordan den påvirker hans krop.