EU og sælskindshandel
Europa-Parlamentarikere til officiel fest i sælskind
Venstres Ulla Tørnæs og Socialdemokraternes Christel Schaldemose, som begge har arbejdet hårdt for sæl-sagen i parlamentet i EU, skal til fest klædt på af Great Greenland
Når 100-året for kvinders stemmeret fejres i Tivolis Koncertsal torsdag den 4. juni, møder de to medlemmer af Europa-Parlamentet, Ulla Tørnæs, Venstre og Christel Schaldemose, Socialdemokraterne op i sælskind udlånt af Great Greenland. Det sker for at slå et slag for de grønlandske sælfangere og for at vise alsidigheden i sælskindsdesign, skriver de to kvindelige parlamentariker i en fælles pressemeddelelse.
Sælfangst og skind i centrum
- Siden EU indførte sit forbud mod salg af sælskind, har følelserne fuldstændig taget overhånd i denne debat. Sælfangst og salg af skind er en central del af den grønlandske kultur, og en afgørende del af den grønlandske økonomi. Grønlænderne skal leve af de ressourcer de har til rådighed, og man kan altså ikke leve af frostklar luft eller gletchervand. Derfor er det meget sørgeligt, at EU-Kommissionen insisterer på at tale om følelser fremfor fornuft, social- og økonomiskbæredygtighed, siger Ulla Tørnæs (V), der er medlem af Europa-Parlamentet og den liberale gruppes ordfører på sagen.
Fra sælsag i Bruxelles til fest i København i sælskind
Når de to medlemmer af Europa-Parlamentet møder op til jubilæumsshowet kommer de direkte fra den afgørende stemmeafgivelse i Europa-Parlamentet. Linjerne er trukket hårdt op og de to medlemmer af Europa-Parlamentet, Christel Schaldemose (S) og Ulla Tørnæs (V) har stået side om side i en fælles kamp for en mere fornuftig tilgang til den grønlandske sælfangst.
-I sagen om at sikre de grønlandske sælfangeres fremtid, har Ulla og jeg kæmpet sammen for at vise, hvor vigtig sælfangst er for det grønlandske samfund, og at det er muligt at drive sælfangst på en bæredygtig måde uden at gå på kompromis med dyrevelfærden. Vi støtter grønlænderne i sagen og bærer i dag sæl, fordi vi er oprigtigt engagerede i at sikre sælfangerne en bedre fremtid, siger Christel Schaldemose (S), medlem af Europa-Parlamentet og de europæiske socialdemokraters ordfører.
I anledningen af 100-året for kvinders stemmeret har regeringen og Folketinget inviteret til jubilæumsshow i Tivolis Koncertsal torsdag den 4. juni. Her vil de to medlemmer af Europa-Parlamentet, Christel Schaldemose og Ulla Tørnæs bære sælsindspels udlånt af Great Greenland.