EU vil have fingrene i Arktis` ressourcer
EU-parlamentet opfordrer EU-kommissionen til at søge observatørstatus i Arktisk Råd. Folkebevægelsen mod EU stemte imod .

Et flertal i EU-parlamentet ønsker, at EU-kommissionen spiller en mere aktiv rolle i forhold til Nordpolen. Det skriver arbejderen.dk.
Flertallet i EU-parlamentet har vedtaget en resolution den 9. oktober, der blandt andet siger, at Nordpolen spiller en rolle i udviklingen af energipolitik for EU. EU vil med andre ord have fingrene i naturressourcerne på Nordpolen eller Arktis, om man vil.
Flertallet opfordrer Kommissionen blandt andet til at 'sætte energi og sikkerhedspolitik i Arktis på dagsordenen og i særdeleshed at foreslå passende temaer og fælles arbejdsprocedure for EU og landene i Arktis på områder som klimaændringer, bæredygtig udvikling, energisikkerhed og maritim sikkerhed', hedder det i udtalelsen.
Flertallet støtter Arktisk Råd i at bevare området som 'en med lav spænding', men åben for fuldstændig udvikling af dets potentiale som en fremtidig energiforsyner på en bæredygtig måde.
Ifølge euobserver.com anslår amerikanske forskere, at 22 procent af verdens tilbageværende ressourcer ligger gemt under isen på Nordpolen.
Udover olie, gas og mineraler er der også store uudnyttede fiskeressourcer i farvandet ved Arktis, mens fiskebestanden andre steder er på retur blandt andet på grund af overfiskning. Også det har EU-kommissionens bevågenhed.
EU`s Kommissær for fiskeri, Joe Borg, deltog i september på Nordisk Råds møde i Grønland, der som bekendt ikke er medlem af EU.
- I takt med at isen smelter, står vi for første gang over for muligheden af at benytte transportruter som Nordsøruten. Det vil betyde kortere transportruter og mulighed for større handel samt give bedre mulighed for at trække på rigdommen af uudnyttede naturressourcer i Arktis, erklærede Borg efter mødet.
Resolutionen bekymrer sig ganske vist også for klimaændringer og deres påvirkninger på dyr, mennesker og fauna i området og opfordrer EU til at søge observatørstatus i Arktisk Råd, men bagved ligger altså også EU`s egne interesser.