EU kan ikke træffe beslutninger på vegne af Grønland og Færøerne

Udenrigsminister Per Stig Møller garanterer, at EU ikke skal træffe beslutninger på vegne af Færøerne og Grønland i international hvalfangstpolitik

Offentliggjort

Høgni Hoydal har spurgt udenrigsminister Per Stig Møller om han kan garantere, at det ikke bliver en realitet, at EU vil træffe beslutninger på vegne af Færøerne og Grønland i international hvalfangstpolitik?

Per Stig Møller: – EU-traktaterne gælder ikke for Færøerne og Grønland. EU kan derfor heller ikke træffe beslutning på vegne af Færøerne og Grønland.

I de tilfælde, hvor Danmark i internationale organisationer skal varetage såvel egne EU forpligtelser, som Rigsfællesskabets interesser gælder de principper, som findes i erklæring 25 til Maastricht-traktaten.

Erklæring 25 til Maastricht-traktaten tillader medlemsstater at handle isoleret til varetagelse af "oversøiske lande og territoriers interesser" i tilfælde af interessekonflikter. Som eksempel kan nævnes, at Danmark i overensstemmelse med erklæring 25 hat fået undtagelser i forhold til Grønland vedrørende enkelte CITES-listninger af havpattedyr mv. CITES-konventionen af 1973 kaldes også Washington-konventionen.

Danmark kan ikke støtte et EU-initiativ om international hvalfangst, som ikke tilgodeser Rigsfællesskabets interesser.

Såfremt Kommissionens forslag om en fælles EU-optræden i Den Internationale Hvalfangstkommission alligevel skulle blive vedtaget, vil Danmark af hensyn dl Rigsfællesskabet kunne meddele, at man vil anvende erklæring 25 til Maastricht traktaten.

Powered by Labrador CMS