sildefiskere

EU indfører sildesanktioner mod Færøerne

EU strammer grebet om de færøske sildefiskere med en afgørelse om at indføre sanktioner

Offentliggjort

EU har vedtaget sanktioner mod Færøerne i striden om overfiskeri af sild i Atlanterhavet. Beslutningen blev truffet på et møde torsdag formiddag i EU’s komité for fiskeri og akvakultur.

Ifølge det danske fødevareministerium betyder afgørelsen, at EU nægter de færøske fiskere adgang til havnene i EU samt indfører et egentligt importforbud mod færøske sild.

Dog bliver det angiveligt ikke - som først foreslået - ulovligt for EU-lande at eksportere udstyr og både til Færøerne. Det vil blive endelig fastlagt i en såkaldt teknisk gennemskrivning.

Den tekniske gennemgang betyder også, at sanktionerne ikke indføres øjeblikkeligt.

Læs "Færøerne venter på EU-lussing"

- Det er ikke det, vi havde håbet på. Jeg er rigtig ærgerlig, og jeg havde håbet på en forhandlingsløsning, siger fødevareminister Mette Gjerskov (S) til Ritzau.

- Men jeg oplever det her med, at man vil kigge tingene igennem igen, som en imødekommelse af, at vi har rejst en lang række problemstillinger ved sanktionerne, siger hun.

Afgørelsen er den foreløbige kulmination på en lang strid mellem Færøerne og til dels også Island på den ene side og primært EU og Norge på den anden side.

Parterne fastsætter sammen med Rusland fordelingen af kvoter for fiskeri i Atlanterhavet gennem en lang række årlige møder.

Men færingerne har valgt at hæve sine kvoter på både sild og makrel i modstrid med aftalerne, mens også Island har valgt at hæve sine kvoter for makrel.

De to lande argumenterer med, at fiskene i Atlanterhavet har flyttet sig tættere på de to landes grundsokkel, hvorfor de skal have lov til at fiske mere.

EU og Norge ønsker derimod at fastholde de oprindeligt aftalte kvoter, og trods en del møder, er det ikke lykkedes at finde et kompromis, hvilket altså har fået EU til at indføre sanktionerne overfor Færøerne.

Makrelstriden er fortsat til diskussion.

Powered by Labrador CMS