EU: Facebook risikerer sanktioner
Facebook skal overholde EU's forbrugerregler, ellers vil selskabet blive ramt af sanktioner, siger kommissær.
Facebook skal til at komme i sving og leve op til EU's forbrugerregler. Det slår EU's forbrugerkommissær, Vera Jourova, fast på et pressemøde.
- Vi har været i dialog med Facebook i næsten to år, og jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er ved at blive utålmodig.
- Jeg vil se resultater, fremgang er ikke nok, siger hun.
Jourova siger videre, at hun forventer, at Facebook begynder at tage større ansvar for sine næsten 380 millioner brugere i Europa.
Derfor skal hullerne i betingelserne for at bruge tjenesten lappes.
- Mange ved ikke, at Facebook gør personlig data tilgængelig for tredjeparter. Jeg er ikke naiv. Jeg forventer ikke, at alle læser forbrugerbetingelserne.
Forventer ærlighed
- Men jeg forventer, at Facebook er ærlige over for dem, der prøver at forstå konsekvenserne ved at bruge tjenesten, siger hun.
Hvis ikke Facebook har rettet ind inden årets udgang, vil tjenesten blive mødt af sanktioner fra nationale myndigheder, oplyser Jourova.
EU-Kommissionen samarbejder med medlemslandenes forbrugermyndigheder om sagen.