EU-Domstolen

EU-dom: TV2 modtog statsstøtte

TV2 modtog statsstøtte i 90'erne. Det har en endelig afgørelse fra EU-Domstolen slået fast.

EU-dommen kan ende med at true tv-stationens eksistens.
Offentliggjort

Efter adskillige års tovtrækkeri ved EU-Domstolen, er der torsdag faldet en endelig afgørelse om TV2 og mulig ulovlig statsstøtte.

EU-Domstolen har afsagt endelig dom og har valgt at ophæve en tidligere afgørelse i EU-retten fra 2015.

I ny dom fastslås det, at reklameindtægter, som blev overført fra TV2 via TV2-fonden i 1995 og 1996, var statsstøtte. Det oplyser EU-Domstolen.

Dermed følger EU-Domstolen en anbefaling fra generaladvokaten, der kom tidligere på foråret.

- Det følger heraf, at Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 220 at fastslå, at de indtægter fra 1995 og 1996, der hidrørte fra TV2 Reklames salg af TV2/Danmarks reklametid, og som via TV2-Fonden blev overført til TV2/Danmark, ikke udgjorde statsmidler, og at Kommissionen følgelig med urette havde kvalificeret dem som "statsstøtte, lyder det i dommen.

Med dommen fastslås det, at afgørelsen fra 2015 var forkert, og at der altså var tale om statsmidler og dermed statsstøtte.

Afgørelsen kan betyde, at TV2 må betale et milliardbeløb. Beslutningen er dog op til EU-Kommissionen at afgøre.

I alt er EU-Domstolen torsdag kommet med afgørelser i tre sager.

De tre sager udgør tre appeller, der blev indgivet, da EU-Domstolen kom med sin tidligere afgørelse i 2015. Både TV2, EU-Kommissionen og Viasat appellerede.

Den mest betydningsfulde dom vedrører EU-Kommissionens anke.

EU-Kommissionen har fået medhold i sin appel, der går på, at TV2 modtog ulovlig statsstøtte, fordi den ikke var anmeldt til EU-Kommissionen.

Samtidig går dommen imod TV2, der har hævdet, at der slet ikke var tale om statsstøtte.

TV2 har ikke umiddelbart en kommentar til dommen. I en pressemeddelelse lyder det, at TV2 " vender tilbage op ad dagen med en længere melding, når dommene er læst og drøftet med de juridiske rådgivere".

Powered by Labrador CMS