blog og debat
Et ungt syn på Grønlands fremtid
- Folk skal selv ville leve deres liv. De skal forstå, at deres problemer er deres problemer, skriver Sermitsiaq.AG-blogger Hans Peder Kirkegaard
Som Sermitsiaq.AG har skrevet, gav eskimologistuderende og formand for IA København Ortu Mørch Olsen, ph.d.-studerende og blogger hos Ingeniøren Aviaja Lyberth Hauptmann samt formand for studenterforeningen Avalak Hans Peder Kirkegaard tirsdag deres syn på Grønlands fremtid. Det skete i Kalaallit Illuutaat - Det Grønlandske Hus i København.
Se billeder fra debataftenen her
Læs: Debatmøde i København: Et ungt syn på Grønland
I sit debatoplæg sagde Sermitsiaq.AG-blogger Hans Peder Kirkegaard blandt andet:
’Der var en trykket stemning, sidste gang jeg var i Grønland. Alle hænger lidt med hovedet, og politikerne venter på, at råstofpengene skal begynde at komme, og det smitter af på folkestemningen. Alle venter. Længe har vi været et ventende folk. Vi venter på ’pisortatingoortumik iliuuseqartoqarnissaa’. Vi venter, på at vores SU bliver forhøjet, vi venter på, at kvoterne forhøjes og vi venter på, at råstofindustrien kommer i gang.
Jeg vil væk fra den holdning. Vi venter ikke. Vi handler selv, og vi starter ved os selv. Hvad kan jeg selv gøre?
Det er hér, vi er nødt til at starte. Med os selv. Hvad kan vi selv? De er os, der kan selv. Det er os, der skal være inspiration til den nye generation. Vi skal vise dem, at vi kan selv - og at vi er ansvarlige for vores liv.
Alle beslutninger der er truffet i Grønland har været umenneskelige. Problemer søgt løst med penge og love. De ansvarlige har kategoriseret befolkningen, grupperet dem, delt dem op:
Fiskerne, ufaglærte, faglærte, arbejdsløse, studerende, alkoholikere, socialt udsatte.
Ingen er en person - alle er en gruppe.
Folk skal selv ville det, folk skal selv ville leve deres liv. De skal forstå, at deres problemer er deres problemer. De kan ikke vente på, at nogen skal løse dem for dem. De skal forstå, at der er en vej for dem - at de kan gøre det. De kan selv. De skal selv. Nej....... VI kan selv, VI skal selv!’, fastslog Hans Peder Kirkegaard.
Læs hele Hans Peder Kirkegaards tale om sit fremtidssyn